Se om din bil må køre i storbyernes miljøzoner

En ny service skal gøre det lettere for bilejere at se, hvor deres biler må køre - og ikke køre

Med en ny service kan man nu få hjælp til, om ens bil må køre ind i miljøzoner. Arkivfoto: Jens Dresling
Med en ny service kan man nu få hjælp til, om ens bil må køre ind i miljøzoner. Arkivfoto: Jens Dresling

Med en ny aftale kan der komme andre regler for, hvilke personbiler der må - og ikke må - køre ind i de såkaldte miljøzoner, som indtil nu findes i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.

Men er man i tvivl om, hvad må man i sin egen bil, er der hjælp at hente.

Bilstatistik.dk har i samarbejde med De Danske Bilimportører lanceret siden AltOmBilen.dk, som kan give et  overblik over, om din bil bliver begrænset i, hvor den må køre i Danmark samt en lang række nøgletal og tekniske informationer.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

- Udledningen af partikelforurening har betydning for vores helbred, og bilens CO2-udledning har betydning for klimaet. Derfor er det helt naturligt, at Danmark indfører miljøzoner for personbiler, som vi også kender det fra den tungere transport, siger Mads Rørvig, som er adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Sådan fungerer den
AltOmBilen.dk blev lanceret 14. september 2021 og vil løbende blive udbygget. Desuden vil der i oktober blive lanceret en app til både iPhone og Android.

Servicen er enkel at bruge. Ejer man eksempelvis en ældre dieselbil, vil man ved at indtaste bilens registreringsnummer få svar på, om den lever op til reglerne for færdsel i landets miljøzoner.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ved at indtaste bilens nummerplade får man en række oplysninger om den. Grafik: PR
Ved at indtaste bilens nummerplade får man en række oplysninger om den. Grafik: PR

Er man i tvivl om, hvilken euronorm ens bil hører under, vil dette også kunne ses på siden. Står man over for at skulle købe brugt bil, og har man forelsket sig i en bil, hvor man kender nummerpladen, vil man kunne bruge den til at se, om bilen har monteret partikelfilter, og om den må køre i miljøzoner.