Se videoen: 'Selvkørende' Ford Mustang slingrer som en drukkenbolt

En selvkørende Ford Mustang kom flere gange i alvorlige problemer under en testkørsel ved denne uges Goodwood bilfestival i England

Et hold forskere fra Cranfield University har i samarbejde med Siemens forsøgt at gøre en Mustang selvkørende. At dømme efter første testkørsel er de ikke helt i mål endnu. Foto: Matt Woods/Siemens
Et hold forskere fra Cranfield University har i samarbejde med Siemens forsøgt at gøre en Mustang selvkørende. At dømme efter første testkørsel er de ikke helt i mål endnu. Foto: Matt Woods/Siemens

Det skulle have været en blæret opvisning af ny teknologi, men endte torsdag stik modsat for en selvkørende Ford Mustang fra 1965, der blev sendt på banen under den årlige Goodwood bilfestival i England.

Bilen, der er resultatet af et samarbejde mellem teknologigiganten Siemens og et hold forskere fra Cranfield University, skulle ifølge mediet CNET vise, at det er muligt at gøre selv klassiske biler selvkørende.

Men at dømme efter testkørslen er der lang vej endnu, før verdens bilentusiaster overlader styretøjet til deres klassiske Ford Mustang på en søndagstur. Hvis de da nogensinde kunne drømme om det.

To slingrede testkørsler
Bilen bevægede sig langsomt og usikkert fremad, og føreren måtte utallige gange tage ved rattet, når bilens sensorer fik den til at styre hårdt til siderne.

Som det fremgår af videoen herunder var det i flere tilfælde så slemt, at bilen nær ramte barrieren, før føreren fik rettet op.

Den sølvfarvede Mustang har foreløbigt kørt to testkørsler under bilfestivalen, men det er ifølge mediet Jalopnik endnu ikke lykkes den at klare banen helt uden hjælp fra føreren.

Se også: Stor analyse: Her er de billigste stationcars lige nu

Styrer efter en 3D-model
Det er ellers ikke fordi, folkene bag projektet har ligget på den lade side. Ifølge Siemens begyndte arbejdet allerede under sidste års bilfestival, hvor man lavede en 3D-model af banen ved at affotografere den med en drone og scanne den med laser. 

3D-modellen blev så testet i en simulator, inden man satte sig for at definere den præcise kørebane, som bilen skulle følge rundt.

Først herefter kunne arbejdet med selve bilen gå i gang. For at få Ford'en til at køre selv skulle computeren have adgang til at bremse, styre og accelere, men bilens alder betød, at det var en lidt større udfordring end normalt.

- I sammenligning med moderne køretøjer kan man ikke rigtig sige, at præcision er den klassiske muskelbils største force. Der er meget slør i rattet, og tromlebremserne reagerer ikke så hurtigt, som man måske kunne ønske, skriver Siemens i en pressemeddelelse.

Den færdige bil orienterer sig nu ved hjælp af sensorer, der fortæller computeren, hvor bilen er på 3D-modellen. Til gengæld gør den ikke brug af eksempelvis kameraer, og bilen kan derfor ikke 'se' så meget som nogle af de systemer, der er under udvikling hos blandt andet Uber og Waymo.

Det kan måske forklare gårsdagens lettere slingrede opvisning.

Se også: Dækgigant vil lave miljørigtige dæk af træ

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere