Send din bil til mekaniker inden salg: Prisen kan stige 15.000 kroner

Man kan ofte selv udbedre fejlene på sin bil

Sørg for, at din bil er ren, ikke lugter og ikke er fyldt med personlige ting, og få flere penge for den ved et salg. Foto: Linda Johansen
Sørg for, at din bil er ren, ikke lugter og ikke er fyldt med personlige ting, og få flere penge for den ved et salg. Foto: Linda Johansen

I forlængelse af den seneste afgiftsnedsættelse oplever mekanikeren hos værkstedsportalen Autobutler, som er en af Europas største digitale markedspladser for bilreparationer, en kraftig stigning i bilejere, der ønsker at sælge deres brugte bil.

Men mange bilejere glemmer ifølge Autobutler, at det er de små detaljer, der får deres bil til at falde eller stige i pris.

Mekanikerne ser hver dag mange biler, der er sat til salg med en eller flere småfejl, som ender med at trække prisen ned.

- Vi får dagligt biler ind på værkstedet, som er blevet solgt til langt under markedsværdien på grund af små skavanker, som nemt kan ordnes for få hundrede kroner, siger Jan Sturm, analysechef hos Autobutler.

- Det er selvfølgelig rart for den nye ejer at få en billig bil, men vi opfordrer bilsælgerne til selv at ordne småfejlene først. Når vi ved, at den potentielle bilkøber for eksempel vurderer bilens stand ud fra fælgenes tilstand, så er det i min optik tåbeligt ikke at sørge for, at fælgene er nye og rene, siger han.

Se også: Bilimportører vil ikke give kunder prisfald for sikre biler: 'Det er indregnet'

Mange penge
Hos Bilbasen, som er Danmarks største bilmarked, genkender markedsanalytiker Jan Lang billedet af, at det kan blive dyrt ikke at rette småfejl, når man skal sælge sin bil.

- Når man køber en bil, så vil man ikke til at skulle bruge en masse ressourcer på småfejl og småskavanker som det første, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi har tidligere lavet en undersøgelse, hvor vi fik forhandlere til at vurdere en bil med en masse småskavanker og fejl. Så fik vi fejlene udbedret, hvorefter vi fik revurderet bilens pris hos forhandlerne. Der var 15.000 kroners forskel på de to priser, og selve reparationerne kostede 5.000 at få lavet. Det var flere penge, end vi regnede med, fortæller han.

Der kan altså være op til 10.000 kroner at tjene på at få udbedret småfejl på sin bil, inden man skal sælge den.

I det konkrete tilfælde var det blandt andet fejl på lygter, et uvasket motorrum og buler, der blev udbedret fra første vurdering til anden vurdering.

Jan Lang understreger, at en fuld stemplet servicebog ligeledes kan gøre en stor forskel i salgsprisen.

- Foruden det kosmetiske indtryk, hvor især buler kan være en god idé at få udbedret, er servicebogen det vigtigste, siger han til Ekstra Bladet.

Hos Autobutler anbefaler man især at sørge for, at bilens fælge er pæne, at dækkene ikke er alt for slidte og at synlige rustpletter udbedres.

Desuden anbefaler de også, at man retter små lakfejl og fjerner personlige ting som klistermærker og lyserøde terninger.

Se også: Bilgigant siger farvel til benzinbilen

kommentarer
Vis kommentarer
Biler Mest læste
Seneste i biler
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen