Simpel teknik holder brændselsmotoren ung

Brændselsmotoren er langt fra død – med simpel hybridteknik bliver den op til 15 procent mere effektiv

Udefra ser denne Audi A3 ganske almindelig ud, men den har både en lille elektrisk motor, smart kobling og et batteri, som opsamler bremseenergi. Teknologien kan spare 15 procent brændstof på virkelige veje. (Fotos: Andreas Lang Hedegaard)
Udefra ser denne Audi A3 ganske almindelig ud, men den har både en lille elektrisk motor, smart kobling og et batteri, som opsamler bremseenergi. Teknologien kan spare 15 procent brændstof på virkelige veje. (Fotos: Andreas Lang Hedegaard)

Mild hybrid – det er en underlig betegnelse, men hvis man skal tro Bosch, kan et forsimplet hybridsystem være med til at forlænge brændselsmotorens levetid. Rundt om i verden strammer nettet ellers til om benzin- og dieselbiler. I 2021 skal C02-gennemsnittet for nye europæiske biler være 95 g/km, og det er så lavt, at det er næsten umuligt at nå for mange større og mellemklassebiler.

– Moderne forbrændingmotorer er fundamentet for effektiv mobilitet, forklarer Dr. Rolf Bulander, medlem af bestyrelsen hos Bosch, og fortsætter:

– Elektrificeringen vil tage forbrændingsmotorer til nye højder.

Se også: Uden hænder - i en selvkørende Tesla

Mild hybrid
Et svar på de stramme regler kunne være elbiler eller traditionelle hybridbiler, men elbilernes rækkevidde er stadig begrænset, og prisen på en normal hybridbil er skyhøj. Til forskel fra en almindelig hybrid som Toyota Prius eller Opel Ampera, der kan køre alene på strøm, har en mild hybrid fra Bosch kun et lille 48 volts batteri med en kapacitet på 0,25 kWh. Der er heller ikke nogen egentlig elmotor, men det er noget af det smarte ved systemet. I stedet bruges en kraftigere generator med 14 hk og 150 Nm, som kan levere moment til de trækkende hjul i kombination med forbrændingsmotoren.

Hybridsysstemet med generator/startermotor, batteri, elektronik og almindeligt 12 volts batteri.
Hybridsysstemet med generator/startermotor, batteri, elektronik og almindeligt 12 volts batteri.

Det lyder måske ikke af meget, men under acceleration, hvor motoren arbejder hårdest, er det en hjælp, som kan være med til at spare dyrebare dråber. Og det rigtig smarte ved systemet er, at den ekstra energi er 'gratis', fordi generatoren opsamler energi, hver gang bilen bremser.

Ubrugelig kobling
Både Chevrolet og Honda har eksperimenteret med mild hybrid-teknik, og BMW kører allerede med et forsimplet system, men Bosch har alligevel taget systemet et skridt videre. De har nemlig kombineret systemet med deres opfindelse, eClutch. Det er en kobling, som kan bruges almindeligt, eller også kan koblingen aktiveres via sensorer, uden at føreren skal aktivere den.

I testbilen er batteriet med vilje større, så test-ingeniørerne ikke behøver at skulle lade på bilen konstant, når de foretager deres tests.
I testbilen er batteriet med vilje større, så test-ingeniørerne ikke behøver at skulle lade på bilen konstant, når de foretager deres tests.

Det lan virke som et ligegyldigt gimmick, for gearstangen skal stadig flyttes fysisk, og så er et automatgear smartere. Ideen bag ved eClutch er dog, at der er masser af brændstofbesparelse at hente ved at lade bilen trille i frigear, men det glemmer vi mennesker bare med manuelt gear.

Se også: Bilen parkerer selv – du styrer den fra telefonen

Med eClutch og mild hybrid anslår Bosch, at der kan spares op til 15 procent brændstof i virkeligheden. Bosch vil ikke ud med, hvor meget systemet koster endnu, fordi det kommer an på, hvilke bilmærker som køber det. Af samme grund vil Bosch heller ikke sige, hvornår systemet er klart, men en mild hybrid ville kunne være på gaden om tre år.

13 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere