Skal du til julefrokost? Så må du parkere gratis

I Aarhus kan bilister, som skal til julefrokost, få lov at parkere gratis

Parkeringshuset ved Dokk1 i Aarhus har plads til 1000 biler, og i weekenderne i december må man holde gratis, hvis man skal til julefrokost. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Parkeringshuset ved Dokk1 i Aarhus har plads til 1000 biler, og i weekenderne i december må man holde gratis, hvis man skal til julefrokost. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Det er højtid for julefrokoster, og mange danskere får i denne tid én over tørsten, når det bliver fredag og lørdag. For at bidrage til at færre sætter sig bag rattet af deres bil med promille i blodet, vil man i Dokk1's parkeringskælder i Aarhus kunne parkere gratis fredage og lørdage i december.

Det skriver TV2 Østjylland.

- Det handler meget om, at vi arbejder med tryghed, og så kom vi til at snakke tryghed i december. Vi synes, det er afskyeligt at køre spirituskørsel, og vi ved, at der altid er fokus på det i december, så der vil vi gerne bidrage til, at folk lader deres biler stå, hvis de har en for høj promille, siger Tom Laursen, adm. direktør i Securitas A/S, til TV2 Østjylland.

Se også: Politiet med 'alvorligt budskab' til trafikanter: - Vi sidder klar

Det er Securitas, som driver det store parkeringsanlæg i Dokk1.

Hvis man vil benytte sig af muligheden, skal man henvende sig til vagten, hvorefter man får en voucher, som kan indløses, når bilen afhentes.

Mange kører spritkørsel
Over for TV2 Østjylland anerkender Tom Laursen, at tiltaget har en vis reklameværdi for Securitas, men han understreger også, at de opfatter det som en samfundstjeneste at bidrage til, at folk ikke kører spritkørsel.

At lade bilen stå, når man har drukket, er ifølge en ny undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden en udfordring for mange danskere.

I undersøgelsen er 3515 bilister blevet spurgt, og blandt alle i undersøgelsen er det otte procent, der svarer, at de har kørt bil inden for det seneste år, selv om de måske havde drukket mere end tilladt.

16 procent af de 17 til 35-årige svarer i undersøgelsen, at de inden for det seneste år kørt bil, selvom de måske har drukket for meget.

Sidste år mistede 32 mennesker livet, og 183 personer kom alvorligt til skade i ulykker, hvor der var alkohol involveret. Gennem de seneste ti år er antallet af spritulykker, hvor nogen er kommet til skade, faldet. Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix Biler - 5. dec. 2019 - kl. 15:48 Hver sjette ung har kørt bil selvom de måske var fulde

5 kommentarer
Vis kommentarer