Skat konfiskerede bil efter tankelæsning: Hvad med vores forsvundne milliarder?

Danskerne er mildest talt forundrede over Skats konfiskering af Claus' bil, da Skat mener, at han måske næste år vil sove mere i Danmark, end reglerne tillader

Claus Ødegaard har efterfølgende forhørt sig om at få en bil indregistreret i Danmark. Men det er ikke muligt, da han ikke har bopæl her i landet. Privatfoto
Claus Ødegaard har efterfølgende forhørt sig om at få en bil indregistreret i Danmark. Men det er ikke muligt, da han ikke har bopæl her i landet. Privatfoto

Kender du til andre tilfælde, hvor Skat har kigget lidt for meget i spåkuglen? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller SMS 1224 (alm. takst)

Danske Claus Ødegaard har i mange år boet i Sverige og arbejdet i Danmark.

Han er således en af de over 20.000 pendlere, der går på arbejde i sit fædreland, tager turen over Øresundsbroen, når han har fri, og lægger sig til at sove i sin lejlighed i vores gul/blå naboland.

Har ikke brudt reglerne
Uheldigvis for 40-årige Claus Ødegaard har Skat kigget i en krystalkugle og mener, at Claus Ødegaard i fremtiden har tænkt sig at sove meget mere i Danmark.

Det har nu betydet, at Skat har beslaglagt Claus Ødegaards svensk indregistrerede bil, fordi sådan én må man kun have, hvis man sover i sin bolig i Sverige i mindst 180 dage om året.

Det på trods af, at Claus Ødegaard i retten har dokumenteret, at han på intet tidspunkt har overtrådt de danske regler.

Læs hele historien om Skats evner som tankelæsere her.

Hvad med vores forsvundne milliarder?
Historien om Claus Ødegaard har i den grad fået danskerne til tasterne over Skats håndtering af sagen.

- Den sag er bare så absurd. Det kan simpelthen ikke passe, at man kan blive straffet for fatasifostre hos Skat, skriver Thomas Hansen i en kommentar til historien.

Andre påpeger det tragikomiske i, at Skat godt kan læse tankerne hos en dansker bosat i Sverige, men ikke har styr på udbetalingen af udbytte-skat til det, der forventes at være udenlandske svindlere, for milliarder af danske skattekroner.

- Søg om refusion af udbytte-skat på to millioner (...). De har din bil, og du har deres penge. Same, same, skriver Jesper K. i en sletskjult ironisk kommentar på Nationen.

En anden er mere klar i spyttet:

- Skat, find nu hellere de 11 milliarder kroner (eller hvor meget vi er oppe på) I har sendt ud af landet! Kvajpander.

Mere end 20.000 ikke i tvivl
I alt har knap 27.000 danskere givet deres mening til kende omkring sagen i en afstemning her på siden.

Af dem mener 92,26 %, at Skat behandler Claus Ødegaard uretfærdigt, mens lidt mere end 7 % tror på Skats evner som tankelæsere.

Hovedpersonen selv er rystet over den behandling, han har fået.

- Jeg er uskyldig og viser min uskyld i byretten med BroBizz, løberuter i Sverige, billeder af mig i Sverige og alle mine arrangementer med venner og familie hos mig i Sverige, fortæller Claus Ødegaard.

- Mit liv er smadret - takket være en mail på én linje, en medarbejder i Skat og et retssystem, der ikke virker, siger Claus Ødegaard.

FAKTA

Folkeregistreret i Sverige

Hvis du er flyttet og har folkeregisteradresse i Sverige, må du godt køre til og fra dit arbejde i Danmark med din svensk indregistrerede bil. Du må dog højst overnatte i Danmark 185 dage om året, og du skal til hver en tid kunne bevise, at du har reel bopæl i Sverige, ellers risikerer du en bøde.

(Kilde: oresunddirekt.dk)

Del af Claus Ødegaards advokat; Glenn Verding Heins bevisførelse i Byretten i Roskilde

Min klients bil er den 11. maj 2016 observeret på parkeringspladsen i Danmark kl. 17.12. Det fremgår imidlertid af BroBizz' specifikationen, at bilen returnerer til Sverige via Øresundsbroen kl. 18.51. Herudover modtager min klient en SMS fra sit teleselskab kl. 18.53 om, han er kommet til Sverige.

(Kilde: Kæreskrift af 8. november 2016)

Skat om tankelæsning: Vi har tavshedspligt

Ekstra Bladet har spurgt Skat om Claus Ødegaards sag.

- Skat er underlagt en udvidet tavshedspligt og kan derfor ikke kommentere konkrete borgere og virksomheder.

- Generelt kan dog oplyses, at et køretøj skal indregistreres her i landet, når køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet. I tilfælde hvor en ejer af et køretøj har en bolig til rådighed i flere lande (dobbeltdomicil), anses ejeren for at have bopæl i det land, hvor den pågældende er hjemmehørende.

- Fastlæggelsen af, hvor en person med dobbeltdomicil er hjemmehørende, sker ud fra en vurdering af, hvor den pågældende har oprettet eller har til hensigt at oprette centrum for sine livsinteresser. Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder. Der vil for eksempel blive lagt vægt på, om bilejerens ægtefælle og børn er i Danmark, skriver pressemedarbejder, Rikke Madsen fra Skat, Presse og Kommunikation i en mail til Ekstra Bladet.

609 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere