Skoda sadler om: Ny model skal slå konkurrenterne på luksus og teknik

Den gamle Skoda Rapid har smidt discountjakken, skiftet navn og købt et jakkesæt. Resultatet hedder Scala

Den danske importør forventer, at Scala står klar hos forhandlerne inden sommerferien næste år. Prisen kendes endnu ikke. Foto: Skoda
Den danske importør forventer, at Scala står klar hos forhandlerne inden sommerferien næste år. Prisen kendes endnu ikke. Foto: Skoda

'Skoda' står der med store forkromede bogstaver på bagrudens mørke glas.

Placeringen leder tankerne hen på de sportslige modeller fra Porsche, der har gjort det til en tradition at reklamere for navn og modelbetegnelse her. Mens navnet 'Skoda' muligvis leder manges tanker ned ad en lidt anden vej end 'Carrera' eller 'Cayenne'.

Den tjekkiske bilproducent har i mange år været det billige alternativ til en Volkswagen, men den skygge vil bilbyggerne fra Mladá Boleslav gerne træde ud af med den nye Skoda Scala, der netop er lanceret.

Modellen er i bund og grund en efterfølger til Skoda Rapid, men hvor dette var en klassisk billigbil, skal Scala nu ifølge mediet Autocar kæmpe mod biler som Ford Focus og VW Golf på deres banehalvdel. Det stiller store krav til teknologiske nyskabelser og ikke mindst luksusfornemmelse. Og første skridt er altså den selvsikre placering af producentens navn på bagsmækken.

Ingen grøn løsning
Bilens design er i det hele taget gjort mere vovet med spidse LED-lygter for og bag samt en kølergrill, der er en del mere markant end på forgængeren.

Scala er med sin længde på 4,36 meter en anelse kortere end Ford Focus, men længere end en VW Golf. Skoda lover, at der vil være samme knæplads på bagsædet af en Scala som i den noget større Octavia-model.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Skoda
Foto: Skoda

Foto: Skoda
Foto: Skoda

Mens en del af designet har fået lov at overleve fra konceptbilen Vision RS, vil den færdige bil til gengæld ikke kunne fås med konceptets pluginhybridmotor. Den kombinerede en benzinmotor på 150 hk med en elmotor på 102 hk og varslede dermed et skifte til mere miljøvenlige drivmidler.

Det skifte må vi efter alt at dømme vente på, for Scala vil end ikke kunne fås med almindelig hybridteknologi, når den lanceres inden sommer. Skoda vil i stedet tilbyde tre konventionelle benzinmotorer og en enkelt dieselvariant til bilen: benzinmotorerne bliver på henholdsvis 95, 115 og 150 hk, mens dieselmotoren vil levere 115 hk.

Hvilke af de fire motorer, Skoda vælger at introducere i Danmark, er endnu ikke fastlagt.

Se også: Merkel mener det: Satser over 14 milliarder på renere luft

Masser af lir i kabinen
Skoda vil med egne ord 'sætte nye standarder i mellemklassen' med Scala, og den ambition har især sendt bilbyggerne på arbejde i kabinen.

Her er den hårde plastik erstattet af skumbeklædte overflader, og på toppen af midterkonsollen troner nu en fritstående infotainmentskærm på 9,2 tommer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Skoda
Foto: Skoda

Den kan arbejde sammen med et instrumentbord på 10,25 tommer, der er fuldt ud digitalt. Systemet, der gør det muligt at vise en lang række brugerdefinerede informationer bag rattet, kendes fra Audi, men bliver ifølge Skoda det største i Scalas bilklasse.

Skoda Scala bliver ifølge Autocar den første bil i den store VW-koncern, der altid er forbundet til internettet. Det betyder blandt andet, at man kan låse bilen op med sin smartphone, hente nye programmer til infotainmentskærmen og opdatere bilens software uden at køre til forhandleren.

Bilen vil også kunne fås med en lang række sikkerhedssystemer, men meget af det skal tilkøbes. Vejbaneassistent og automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse er dog standardudstyr hos Scala, der endnu ikke er blevet prissat i Danmark.

Fiat Panda fås i Danmark med automatisk nødbremse, men det var ikke nok til at give point i Euro NCAP's test. Foto: Euro NCAP/FDM Biler - 5. dec. 2018 - kl. 17:57 0 stjerner til fornuftig Fiat: 'Ganske enkelt pinligt'

79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere