Slår egen rekord: Verdens dyreste Mustang solgt på auktion

En helt særlig Ford Mustang fra 1967 er blevet solgt på auktion for 14,4 mio. kroner

Ford Mustang GT500 'Super Snake' kan kendes på de tre blå striber og de tynde Goodyear-dæk, som bilen blev bygget for at teste. Foto: Mecum Auctions
Ford Mustang GT500 'Super Snake' kan kendes på de tre blå striber og de tynde Goodyear-dæk, som bilen blev bygget for at teste. Foto: Mecum Auctions

Hvad sker der, hvis man tager V8-motoren fra Fords Le Mans-vinder, GT40, lægger den i en Ford Mustang med ualmindeligt tynde dæk og kører 800 kilometer i ét stræk med speederen i bund og motoren roterende med 6000 omdrejninger i minuttet?

Det spørgsmål satte bilbyggeren Carroll Shelby sig for at finde svaret på tilbage i 1967. Manden, der allerede byggede de hårdtpumpede Shelby-versioner af sportsvognen Ford Mustang, skulle promovere en ny dækserie for producenten Goodyear med en lang testkørsel, og den opgave fødte bilen Shelby Mustang GT500 'Super Snake'.

En håndbygget superbil efter datidens standard, der var optimeret til at stå distancen, ydede 520 hestekræfter og først stoppede med at accelerere ved 274 km/t. Kun ét eksemplar af modellen blev bygget, og den er for nylig blevet solgt hos auktionshuset Mecum for 14,4 mio. kroner.

Næsten dobbelt så meget, som den var blevet vurderet til at indbringe.

Det skriver mediet The Drive.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Mecum Auctions
Foto: Mecum Auctions

Foto: Mecum Auctions
Foto: Mecum Auctions

Solgt for 5000 dollars
Den høje salgspris er samtidig rekord. Aldrig før er en Ford Mustang solgt for så højt et beløb, men det betyder ikke, at den unikke bil dermed har trukket en anden sjælden hingst af den øverste podieplads.

'Super Snake'-modellen var nemlig også indehaver af titlen som verdens dyreste Mustang før auktionen. Sidste gang den blev solgt, lød prisskiltet ifølge The Drive på 8,5 mio. kroner - eller 1,3 mio. dollars.

Til sammenligning kostede den blot 5000 dollars, da den i sin tid blev solgt videre efter Goodyear-testen. Siden er de klassiske Ford-modeller, som Carroll Shelby har haft fingrene i, dog stort set allesammen blevet værdifulde samlerobjekter.

Derfor gør det eksempelvis heller ikke så meget, at den sjældne superbil blev bygget delvist om til at deltage i dragracing-konkurrencer af sine første ejere. Først indenfor de senere år er bilen igen blevet bragt tilbage til den stand, den havde ved sin første testkørsel.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Mecum Auctions
Foto: Mecum Auctions

Foto: Mecum Auctions
Foto: Mecum Auctions

Se også: Var verdens dyreste: Nu kan vild superbil blive tre gange så dyr

Slanger under bunden
Bilen kan foruden de tynde Goodyear-dæk kendes på sine tre blå striber og karakteristiske udstødningssystem. Sidstnævnte er ligesom motoren arvet fra Le Mans-raceren GT40, og rørene kan minde om slanger, der bugter sig mellem hinanden.

Det er denne specielle udstødning, som den hurtige Mustang er blevet opkaldt efter.

Oprindeligt var det Carroll Shelbys plan at bygge 50 eksemplarer af 'Super Snake', men projektet blev droppet, fordi man skønnede, at prisen ville blive for høj. Ifølge auktionshuset ville en produktionsudgave af bilen have kostet over det dobbelte af, hvad den 'almindelige' GT500 i sin tid kostede.

Det skyldes med andre ord ikke det svar, Carroll Shelby fandt på førnævnte spørgsmål under testkørslen.Tværtimod. Bilen tilbagelagde de 800 kilometer med en gennemsnitshastighed på imponerende 228 km/t., og alligevel havde de smalle dæk 97 procent af deres mønster tilbage bagefter.

Se flere billeder i karrusellen herunder.

Se også: 81 glemte klassikere gravet frem: Skal på auktion denne weekend

1 af 5 Foto: Mecum Auctions
2 af 5 Foto: Mecum Auctions
3 af 5 Foto: Mecum Auctions
4 af 5 Foto: Mecum Auctions
5 af 5 Ford Mustang GT500 'Super Snake' kan kendes på de tre blå striber og de tynde Goodyear-dæk, som bilen blev bygget for at teste. Foto: Mecum Auctions
33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere