Slår rekord: Ny SUV den sikreste bil nogensinde testet

Den nye Mazda CX-30 imponerer med en tårnhøj kollisionssikkerhed i Euro NCAP-test og scorer det bedste resultat under de nuværende testkrav

Når det gælder kollisionssikkerhed, er den nye CX-30 rekordsikker. Foto: FDM/Euro NCAP
Når det gælder kollisionssikkerhed, er den nye CX-30 rekordsikker. Foto: FDM/Euro NCAP

Går du op i sikkerhed, når du køber ny bil, kan det være, du skal overveje at kigge på den nye Mazda CX-30.

Årets næstsidste test hos Euro NCAP er netop afsluttet, og her imponerede den højbenede Mazda stort. Faktisk så slog Mazdas nye SUV rekord med det hidtil bedste resultat inden for én bestemt kategori under de nuværende testkrav.

Det skriver både Mazda og FDM i pressemeddelelser.

Euro NCAP-kravene blev skærpet i 2018. I testen af bilens kollisionssikkerhed imponerer Mazda CX-30 med en næsten perfekt beskyttelse af voksne passagerer. Modellen sætter ny rekord på området med en score på hele 99 procent.

Se også: Populær danskerbil skuffer i sikkerhedstest: - Ikke godt nok

- De seneste års Euro NCAP-test har vist, at Mazda ligger i top, når det gælder sikkerheden. Den nye CX-30 er ingen undtagelse. Udover en tårnhøj sikkerhed for bilens passagerer, store som små, er alle de nye sikkerhedssystemer standard i alle udgaver, og de virker godt. Med andre ord er Mazda CX-30 en meget sikker bil for både hårde og bløde trafikanter, siger Søren W. Rasmussen, FDMs repræsentant i Euro NCAP, i pressemeddelelsen.

- Ikke sandsynligt
Som Søren W. Rasmussen er inde på, er det ikke kun voksne, som er godt beskyttet i den nye CX-30. Modellen klarer sig også godt, når det gælder beskyttelsen af børn i bilen, hvor CX-30 scorer 86 procent. Når det handler om beskyttelse af bløde trafikanter, lander resultatet på 80 procent, mens vurderingen af bilens sikkerhedssystemer scorer 77 procent.

- Tillykke til Mazda med endnu et nærmest perfekt resultat i kategorien voksensikkerhed. Vi mangler endnu at bedømme adskillige biler i 2019, men det er ikke sandsynligt, at vi kommer til at se et bedre resultat i denne del af bedømmelsen, siger Michiel van Ratingen, generalsekretær for Euro NCAP.

Mazda CX-30 er dermed den tredje Mazda, der opnår de eftertragtede 5 stjerner, efter at kravene blev skærpet betragteligt i 2018. De første var Mazda6 i 2018 og Mazda3 tidligere i år.

Se også: 'Grøn' bil dumper miljøtest: - Den bør lægges i graven

58 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere