Slår rekord: Superbil solgt til svimlende beløb

En McLaren F1 med meget få kilometer på tælleren er blevet solgt til astronomisk millionbeløb

Denne McLaren F1 er den dyreste F1'eren nogensinde solgt på auktion. Foto: PR
Denne McLaren F1 er den dyreste F1'eren nogensinde solgt på auktion. Foto: PR

En meget original og næsten ubrugt McLaren F1 fra 1994 er på auktion blevet solgt for et rekordhøjt beløb. Det er auktionshuset Gooding & Company, der på auktion i Pebble Beach i Californien har solgt bilen for et for modellen rekordstort beløb.

Da hammerslaget faldet, lå prisen nemlig på 20.465.000 dollars, svarende til 129,3 millioner danske kroner.

Og det er ifølge Autoblog det højeste beløb, en McLaren F1 nogensinde er blevet solgt for på auktion.

McLaren F1 er en af bilhistoriens mest berømte og eftertragtede modeller, og da den kom på gaden, var den med til at ændre opfattelsen af, hvor hurtige superbiler kan være.

Dette eksemplar med chassisnummer 029 blev bygget på McLarens fabrik i 1994 som den eneste F1'er nogensinde bygget i en særlig brun farve.

Bilens første ejer var en japansk samler, som stillede bilen direkte ind på en slags museum, hvor den stod i 17 år - næsten uden at blive kørt overhovedet.

Næsten ubrugt
F1'eren har sidenhen haft en anden japansk ejer, inden bilen blev solgt til USA, hvor dens amerikanske ejer fik den restaureret, men uden at køre ret meget i den.

I alt har den brune McLaren F1 kun kørt ufattelige 386 km, siden den blev bygget i 1994.

Ifølge Gooding & Company er dette eksemplar den McLaren F1 i verden med det laveste kilometerantal.

Bilen er udstyret med en V12-motor, der yder 627 hk, og som skal betjenes via en seks-trins manuel gearkasse.

Da McLaren F1 kom frem var den i adskillige år verdens hurtigste serieproducerede bil. Nu har eksemplar 029 fået ny ejer - til en rekordhøj sum.