Slip for rødt lys: Sådan skal bilister spare tid ved lyskryds

300 lyskryds rundt omkring i Danmark bliver forbedret med sensorer og radarer

Mere intelligente lyskryds skal nedbringe køtiden for bilister og gøre miljøet en tjeneste. Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix
Mere intelligente lyskryds skal nedbringe køtiden for bilister og gøre miljøet en tjeneste. Foto: Laura Bisgaard Krogh/Ritzau Scanpix

Nye sensorer i vejene og radarer i master skal forbedre 300 lyskryds rundt omkring i det danske statsvejnet.

Sensorerne og radarerne skal holde øje med mængden af trafik, så det grønne lys i højere grad kommer til at passe til trafikken. Målet er, at bilister dermed undgår unødvendige kødannelser og forsinkelser.

Se også: Ny test afslører: Dieselbil er lige så ren som elbil

Det skriver DR.dk.

Det er Vejdirektoratet, der er i gang med at forbedre sine mange lyskryds. Ét af de steder, hvor forbedringerne allerede er en realitet, er ved Hillerødmotorvejens rampe mod Rute 6. Her har et nyt lyskryds halveret morgentrafikkens ventetid i krydset. Forbedringerne har ifølge DR kostet 120.000 kroner.

- Trafikken og dens omgivelser udvikler sig over tiden, så derfor er det nødvendigt at justere og opdatere den måde signalerne er indstillet på, siger Lene Krull, afdelingsleder i Vejdirektoratets Trafikledelse, til DR.

Mere klimavenligt
Ifølge DR er det ikke kun godt for bilister, når lyskrydsene og -signalerne bliver opdateret. Med færre opbremsninger på grund af mere tilpasset grønt lys vil også miljøet nyde godt af forbedringerne.

Der vil nemlig blive udledt mindre CO2, forklarer Lene Krull til DR.

Hos FDM ser de med ganske positive briller på de nye lyskryds.

- Fornyelsen er en lavthængende frugt. Det koster ikke mange penge og har en enorm positiv effekt på trængslen og formindskelsen af klimabelastningen, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk til DR.

Projektet begyndte i 2018, og Vejdirektoratet forventer at kunne nå 60 lyskryds om året, indtil alle 300 er forbedret.

En nylig udgivelse fra netop Vejdirektoratet viste, at der er trængsel på de danske veje. I 2018 steg trafikken på landsplan med 1,2 procent, og på statsvejnettet var væksten 2,2 procent. Der blev desuden solgt knap 220.000 nye personbiler i 2018, og set over de sidste 10 år er den danske personbilpark vokset med cirka en halv million biler.

Se også: Sjusk! Dårlig skiltning ved vejarbejder er skyld i ulykker

79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere