Slut med pludselige køer: Vejdirektoratet udvider forbud

Lastbilers overhalings-forbud bliver udvidet til at omfatte flere strækninger

Arkivfoto: Esben Nielsen
Arkivfoto: Esben Nielsen

Det skal fremover være et endnu sjældnere syn, at der pludselig opstår kø på motorvejen, fordi en lastbil er i færd med at overhale en eller flere andre lastbiler.

Således meddeler Vejdirektoratet, at man vil mere end fordoble den strækning, hvor det i dag ikke er tilladt for lastbiler at overhale.

I dag er der i alt 230 kilometer motorvej, hvor det ikke er tilladt for lastbiler at overhale i spidsbelastningstidspunkter, og det bliver snart til i alt 500 kilometer.

- En udvidelse af det eksisterende overhalingsforbud til yderligere cirka 270 kilometer motorvej kan være med til at skabe mere ro i trafikken; særligt i de travle morgen- og eftermiddagstimer, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Arbejdet med at udvide strækningerne bliver påbegyndt inden for de nærmeste uger på tosporede motorveje.

På de berørte strækninger kører der mere end 20.000 biler i døgnet, og de nye forbud bygger videre på dem, der allerede nu eksisterer på Østjyske Motorvej, Fynske Motorvej, Sønderjyske Motorvej, Nordjyske Motorvej og Vestmotorvejen.

Ifølge Vejdirektoratet har målinger vist, at forbuddet stort set respekteres af alle. Således er andelen af lastbiler i venstre spor faldet fra 2-3 procent til 0,5-1 procent på strækningerne, hvor der er forbud.

- Vi begynder inden for de næste par uger at sætte skiltene med overhalingsforbud op i marken, og forbuddet vil være gældende, fra det øjeblik skiltene står langs vejkanten, siger afdelingsleder Ivar Sande fra Vejdirektoratet.

382 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere