Få bilmotorer kan siges at være så definerende for en bilmodel, som de V8-motorer, der traditionelt set har siddet i den vilde AMG C63-udgave af Mercedes-Benz C-klasse.
Men inden længe er det slut med otte cylindre i C-klassen, for når den kommende generation af Mercedes-modellen kommer på gaden i 2022, vil den udelukkende kunne fås med firecylindrede motorer. Og det gør sig altså også gældende for AMG C63'eren.
Det afslører Christian Früh, som er chefingeniør for den nye C-klasse, i et interview med mediet Car and Driver.
Ifølge mediet vil C-klassen både komme med firecylindrede benzin- og dieselmotorer, ligesom der også vil blive lanceret plug-in hybridversioner af begge motortyper, når den nye C-klasse ventes på gaden i 2022. Derudover vil man også kunne få mild-hybrid-udgaver af modellen.
Den næste generation af AMG-versioner af C-klassen vil blive udstyret med elektrificerede firecylindrede motorer, som forventes at yde over 500 hk.
Bilmærke overrasker: Vil kun bygge elbiler
Stadig baghjulstrukket
Mange entusiaster vil formentlig begræde, at Mercedes-Benz dropper V8-motoren i C-klassen, men der er nu også opløftende nyheder at hente for de mest puritanske Mercedes-fans.
Det forventes nemlig, at AMG-udgaven vil komme med Mercedes' velsmurte ni-trins automatgearkasse, og at C-klassen fortsat vil være baghjulstrukket til fordel for køreegenskaberne.
- Det er umuligt at opnå denne slags køreegenskaber og balance på en forhjulstrukket platform, siger Christian Früh til Car and Driver.