Snobber opad: Petit danskerfavorit vil være mere lækker

Renault har præsenteret en afløser til mærkets mest populære model, der er inspireret af dyrere konkurrenter

Udadtil ligner Renault Clio stort set sig selv, for designet holder stadig, mener procenten. Foto: Renault
Udadtil ligner Renault Clio stort set sig selv, for designet holder stadig, mener procenten. Foto: Renault

Renault har givet sin populære Clio-model en af de helt dyre Polish Deluxe-ture i vaskehallen.

Bilen, der er rullet ud på den anden side, ligner sig selv. Men turen gennem maskinen har gjort den lige et nøk mere lækker end før. Og det er netop filosofien bag den nye og femte generation af Renault Clio, som producenten har vist de første billeder af.

Bilmodellen, der sidste år blev den 8. mest solgte bil i Danmark og indtog andenpladsen på den samlede europæiske salgsliste, er blevet helt nyudviklet. Undervognen er ny, karosseriet er kortere og lavere, og interiøret har fået et kvalitetsløft. Men alligevel har bilbyggerne insisteret på at holde fast i det udvendige design fra forgængeren.

Baggrunden er ifølge mediet Autocar, at modellen i Renaults øjne kan takke sit design for successen.

- Hovedårsagen, som køberne giver for at have valgt Clio, er altid designet. Det spiller en langt større rolle end i andre bilklasser, men også i forhold til bilens direkte konkurrenter, siger produktchefen bag Clio, Vincent Dubroca, ifølge Autocar.

Stræber mod premium
Renault Clio har ligget på top 10 over de mest solgte biler i Danmark de seneste tre år - og nåede en 11. plads i 2015. Kigger man på det samlede europæiske salg, har Clio samtidig og stik mod normen oplevet stigende interesse siden sin lancering i 2012.

Det er i dette lys, man skal se den nye generation.

Ifølge Autocar har Renault brugt hovedparten af sine kræfter på at give bilen et nyt interiør. Clio hører til i miniklassen, hvor den i et stykke tid har konkurreret med nylanceringer som Volkswagen Polo og Seat Ibiza, der har fået både kvalitetsløft og teknologi ad libitum.

Det er derfor også den oplevede kvalitet bag rattet, som de franske møbelsnedkere har skruet mest på.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Renault
Foto: Renault

Foto: Renault
Foto: Renault

Clio har blandt andet fået en ny, fritstående infotainmentskærm på volumiøse 9,3 tommer og digital instrumentering, ligesom der er brugt bedre materialer på de store flader.

-  Den hårde plastik var umulig ikke at få øje på. Nu er der brugt bløde materialer der, hvor man er, mens de hårde er gemt længere væk. Vi har sammenlignet os med vores konkurrenter, men vi stræber også mod biler fra premiumsegmentet, siger Laurens van den Acker, der er vicechef for design hos Renault, til Autocar.

Se også: Myldretiden skal væk: Vil indføre afgift for parkering på jobbet

Hybridmotor på vej
Mens konkurrenter som Toyota længe har tilbudt hybridbiler, er Renault kommet sent i gang med den nye teknologi.

Clio bliver således den første bil fra den franske producent, der kombinerer elektriske kræfter med en traditionel forbrændingsmotor. Hybridudgaven vil dog ikke være på modelprogrammet ved debuten, skriver Autocar, men først kunne fås i 2020.

Hverken den endelig pris eller datoen for bilens debut kendes endnu, for den nye Renault Clio bliver først officielt lanceret på motorudstillingen i Genève til marts.

Prisen for den fjerde generation af Clio begynder i skrivende stund ved 129.000 kroner, og der er dermed et godt stykke op til både Polo og Ibiza, der har startpriser på henholdsvis 156.000 og 169.000 kroner.

Se også: Slår egen rekord: Verdens dyreste Mustang solgt på auktion

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere