Spyr ild og hyler: Vild batmobil skal på auktion

En replika af Batmans firmabil ventes at blive solgt for op mod 1 mio. kroner

Batmobilen har længe været en af de mere genkendelige hjælpemidler fra tegneserieuniverset, selv om den har skiftet form mange gange. Foto: Henry Romeo/Reuters/Ritzau Scanpix
Batmobilen har længe været en af de mere genkendelige hjælpemidler fra tegneserieuniverset, selv om den har skiftet form mange gange. Foto: Henry Romeo/Reuters/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at imponere damerne på byturen.

Vis dem dine drevne dansetrin på gulvet, og se dem løbe tilbage i armene på fodboldspilleren i hjørnet. Køb dem en drink, og se dem forsvinde med veninderne i menneskemængden. Men lader du din personlige assistent, Alfred, køre dig til byen i den sorte vogn, der skal på auktion inden længe, er der gode chancer for, at du får deres udelte opmærksomhed.

Bilen er nemlig en næsten nøjagtig kopi af den firmabil, som multimillionæren Bruce Wayne alias Christian Bale har brugt i de seneste Batman-film, når der skulle deles øretæver ud til Gothams kriminelle.

Replikaen er fuldt funktionsdygtig, har forlygter, sideblink og bakkamera, men er dog ikke godkendt til at køre på offentlig vej. Det skriver The Sun.

Bagdæk fra militærlastbil
Bilen er bygget på den lidt mindre skræmmende Toyota MR2 sportsvogn, der udmærker sig ved at have centermotor, og selve ombygningen har angiveligt taget omkring et år.

Motor og gearkasse er stadig den samme som i den originale bil, men batmobilen er blevet udstyret med fire bagdæk fra en militærlastbil og to fordæk på størrelse med dem, man normalt bruger i dragracing-konkurrencer.

Sidstnævnte måler angiveligt 17 tommer i bredden - knap tre gange bredere end på en almindelig personbil.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Replikaen er udstyret med flere kameraer, der skal gøre det nemmere for føreren at orientere sig i den store bil. Foto: Bob Strong/Reuters/Ritzau Scanpix
Replikaen er udstyret med flere kameraer, der skal gøre det nemmere for føreren at orientere sig i den store bil. Foto: Bob Strong/Reuters/Ritzau Scanpix

Bilbyggerne har desuden placeret en flammekaster i det jetmotor-lignende udstødningsrør og givet bilen en politisirene. Det fremgår af salgsopstillingen hos auktionshuset Historics Auctioneers.

Batmobilens ydre proportioner betyder, at sigtbarheden er en del nedsat i kabinen. Derfor er der her installeret flere skærme, som skal hjælpe føreren med at navigere under hurtige biljagter - eller når der lægges an til landing ved kantstenen foran baren.

Se også: Regeringen vil bygge motorveje: Borgerne vil ikke have dem

Batmans grotte
Dørene er lavet som 'mågevinger', der åbner opad, og styringen forgår via et specialdesignet rat, der er formet som Batmans flagermuseformede logo. Kabinen ligner mest af alt en mellemting mellem en radiobil og cockpittet fra en Spitfire-jager: Primitivt bygget og fyldt med knapper.

Det er dog helt i Batman-universets ånd, mener auktionshuset.

-  Cockpittet emmer af stemning fra Batmans grotte med racersæder, et specialdesignet rat og rigeligt med knapper og lys til at tilfredsstille din indre nørd, lover Historics Auctioneers blandt andet i salgsopstillingen.

Bilen er vurderet til at indbringe mellem 775.000 kroner og rundt regnet 1 mio. kroner, når den skal under hammeren til marts.

Kan man slet ikke få nok af biler, der er bygget til at ligne stjerner fra det store lærred, så har samme auktionshus i øvrigt også en særlig 'Shaguar' XK8 cabriolet på programmet 2. marts. Den er beklædt med et gigantisk Union Jack-flag, så den ligner bilen fra åbningsscenen i Austin Powers-filmen Goldmember.

Modsat den sorte batmobil sælges den opsigtsvækkende Jaguar uden mindstepris.

Se også: Populære mikrobiler i fare: For billige til eldrift

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen