Stiller højere krav til bilers sikkerhed

Hvis bilproducenterne vil have topkarakter i crashtests, skal de fremover anstrenge sig endnu mere

Foto: Euro NCAP
Foto: Euro NCAP

Fremover stilles der større krav til bilproducenterne, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at få de maksimale fem stjerner ved crashtests hos Euro NCAP.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Målet er, at sikkerhedstesten bliver mere virkelighedsnær, og derfor inkluderer testen i fremtiden bedre beskyttelse af passagerer, ny kollisionstest, overvågning af føreren og nye sikkerhedssystemer.

Blandt de større ændringer er en ny mobil testbarriere, der bevæger sig og rammer bilen med samme hastighed som bilen. Den nye tilføjelse afløser en del af den tidligere frontaltest, hvor bilen ’blot’ ramte en mur.  Samtidig får verdens mest avancerede crashtestdukke, ’THOR’, nu plads i bilen. Begge dele skal være med til at give et mere præcist billede af ikke bare beskyttelsen af ​​føreren og passagererne i bilen, men også vurdere, om den testede bil rammer en modkørende bil unødigt hårdt.

Den nye Euro NCAP-test ser også på sikkerheden i tilfælde af en sidekollision, der er en af de hyppigste årsager til trafikdræbte og svært tilskadekomne i trafikken. Konkret øger Euro NCAP her kravene til sikring af føreren og beskyttelsen mellem fører og forsædepassager eksempelvis med en airbag mellem de to forreste siddepladser.

FDM kan ikke anbefale, at man køber de populære VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii på grund af 'skandaløs' sikkerhed. Foto: Euro NCAP Biler - 19. dec. 2019 - kl. 10:25 Populære danskerbiler bliver slagtet i sikkerhedstest: - En skandale

- Det er glædeligt at se, at den nye test bedre afspejler virkeligheden på vejene, og er med til at øge sikkerheden. Ikke bare for dem, der sidder i bilen, men også for dem, der evt. måtte blive involveret ind i en ulykke, siger Søren W. Rasmussen FDMs repræsentant i Euro NCAP, i pressemeddelelsen.

Flere systemer
Euro NCAP skruer samtidig også op for kravene til sikkerheds- og assistentsystemer. Fremover skal biler derfor også selv kunne genkende og bremse for bløde trafikanter, når bilen bakker.

Derudover tager Euro NCAP de første skridt mod en bedømmelse af systemer, der overvåger opmærksomheden og evt. træthed hos føreren.

- Uopmærksomhed er en medvirkende årsag i alt for mange trafikulykker. Derfor er det positivt, at Euro NCAP’s skærpede krav til nye biler nu også omfatter overvågning af førerens opmærksomhed under kørslen, ligesom ansvaret for sikkerheden omkring bløde trafikanter er en naturlig udvidelse af bilernes sikkerhedszoner, siger Søren W. Rasmussen.

- Selvom Euro NCAP gennem årene løbende har skærpet kravene til sikkerheden i biler, har bilproducenterne formået at følge med til gavn for trafiksikkerheden for både bløde og hårde trafikanter. Det har vi naturligvis en forventning om, at de forsat vil gøre, siger han.

De første biler har endnu ikke været til eksamen efter de nye skærpede krav, da coronapandemien har forsinket forårets planlagte Euro NCAP-test. Årets første test ventes offentliggjort efter sommerferien, oplyser FDM.

Se også: Bildør faldt af under sikkerhedstest: Får alligevel fire stjerner

18 kommentarer
Vis kommentarer