De fleste bilister kender formentlig alt for godt til de mange fartkameraer, der gemmer sig langs de danske veje, hvor de rundhåndet opsnuser og uddeler bøder til dem, der hænger lidt for tungt på speederen.
I Frankrig tager myndighederne skridtet videre. De er nemlig ved at udstyre kameraerne med mikrofoner, der præcist kan identificere larmende biler – og udskrive bøder til dem også.
Lige nu testes systemet i en række større franske byer, der alle er ved at være godt trætte af larmende benzinbiler og motorcykler. Det skriver mediet Carscoops.
Bøder fra næste år
Ideen til sådan et system startede allerede i 2019, da Paris indførte støjmålere på de mest befærdede veje. Det system kan registrere, når biler larmer mere, end de må – men fordi teknologien ikke er god nok til at bevise, hvem synderen er, er der endnu ikke juridisk grundlag for at sende bøder.
Det er dog ved at ændre sig. Det nye system er ved at blive opsat i storbyer som Nice og Lyon, og i løbet af efteråret vil man teste, hvor præcist de kan lokalisere synderen, så det holder i retten.
Forventningen er, at de første automatisk udstedte støjbøder allerede vil falde mod slutningen af næste år.
Krigen mod trafiklarm har raset i årevis, i takt med at mængden af biler og motorcykler på vejene er steget. Og i dag er det ikke svært for opmærksomhedsglade bilejere at erstatte dele på bilen, så den brummer ekstra højt.
Et system som det franske må forventes at ramme primært ældre oliedrevne biler og kan derfor vise sig at være et skub i ryggen på omstillingen til de mere stille og eldrevne biler.