Større bøder og klip: Nye regler for danske bilister

Med årsskiftet følger en række nye regler for danske bilister, som enten er indført eller vil blive det i løbet af 2019

I løbet af 2019 vil det foruden en bøde på 1500 kroner koste et klip i kørekortet at tale i mobiltelefon under kørslen. Foto: Joachim Adrian
I løbet af 2019 vil det foruden en bøde på 1500 kroner koste et klip i kørekortet at tale i mobiltelefon under kørslen. Foto: Joachim Adrian

Klip i kortet, dagsgebyrer og højere parkeringsafgifter. Nytårsmorgen har vi, som dronningen udtrykte det, 'taget fat på friske dage', men med dem følger en række nye regler, som får betydning for landets bilister, lastbilchauffører og ikke mindst rockere.

Den lovændring, der med stor sandsynlighed vil få betydning for flest, er en strengere straf for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Ifølge bilistorganisationen FDM, der har lavet en samlet oversigt af de nye regler, vil det i løbet af det nye år komme til at koste et klip i kørekortet, hvis man bliver taget med hånden på mobilen. Klippet skal til den tid lægges til bødestraffen, som er uændret 1500 kroner.

Det vil også udløse et klip at betjene en iPad eller et smartwatch, mens man kører. Der er dog endnu ikke sat en dato på, hvornår klipstraffen bliver indført.

Vil hæve skrotpræmien
Kører man til gengæld rundt i en bil uden ansvarsforsikring, har man allerede nu oparbejdet en ubehagelig bøde. Fra 1. januar har det nemlig kostet 250 kroner i dagsgebyr at være registreret ejer af et køretøj, der ikke er forsikret. Og det er uanset om bilen, motorcyklen eller knallerten står i laden eller kører på vejen.

I december anslog man, at omkring 50.000 køretøjer manglede den lovpligtige forsikring og dermed stod til at modtage dagsgebyret 1. januar.

Kører man i en skrotmoden dieselbil, kan man til gengæld glæde sig over, at politikerne i øjeblikket planlægger at hæve skrotpræmien for netop denne biltype. I stedet for de traditionelle 2200 kroner skal ejerne have 5000 kroner i godtgørelse for de gamle dieselhakkere, men forslaget er endnu i høring.

Det er derfor stadig usikkert, om forslaget bliver til virkelighed i sin nuværende form, og hvornår det i så fald bliver en realitet.

Drømmer man om at skifte dieselbilen ud med en elbil, er der dog tid at løbe på. Politikerne blev kort før jul enige om at forlænge afgiftsfritagelsen, så den også gælder på denne side af årsskiftet og frem til og med 2020. Det er dog kun biler under 400.000 kroner, der slipper for registreringsafgiften.

Se også: Dieselgate fortsætter: Den første delstat sagsøger VW

Kæmpe p-afgifter til lastbiler
Fra 2019 er det blevet nemmere at leje sin bil ud privat. Her er et fast bundfradrag på 10.000 kroner nemlig blevet indført, så man ikke længere skal opgive sine udgifter ved udlejning for at beregne fradraget.

Tjener man mere end 10.000 kroner på at udleje bilen, er det ifølge FDM kun 60 procent af beløbet herover, der skal beskattes.

Årsskiftet har også betydning for chauffører af store varebiler og lastbiler. For bryder man parkeringsreglerne i et køretøj med en totalvægt over 3500 kilo, koster afgiften nu 2040 kroner frem for de 510 kroner, som man tidligere er sluppet med. Bilistorganisationen skriver på sin hjemmeside, at afgiftsstigningen blandt andet er indført i et forsøg på at stoppe langtidsparkeringer på landets rastepladser.

Og så kommer vi til en lovændring, der med stor sandsynlighed har fået en lunken modtagelse i mangen en rockerborg. Fra årsskiftet er det nemlig ikke længere muligt at søge dispensation fra at køre med styrthjelm.

Det sker dels for at øge sikkerheden for motorcyklisterne og dels for at komme snyd med lægeerklæringer til livs. Regeringen ved i sagens natur ikke, hvor stort sidstnævnte problem er, men transportminister Ole Birk Olesen (LA) har over for Ritzau kaldt det 'en meget klar fornemmelse', at der bliver snydt. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Se også: Brutal racermotor, men: Kan kun køre 100.000 kilometer

404 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen