Støvsugerbander hærger London: Suger penge fra p-automater

I London bruger kriminelle støvsugere til at tømme byens p-automater for kontanter

Det seneste år er der angiveligt forsvundet mere end én mio. kroner fra automaterne i det vestlige London. Foto: Colourbox
Det seneste år er der angiveligt forsvundet mere end én mio. kroner fra automaterne i det vestlige London. Foto: Colourbox

I begyndelsen af 1900-tallet luskede den kriminelle bande Peaky Blinders rundt i Birminghams gader med sixpence-kasketter, der ifølge sagnet havde barberblade syet ind i foret.

I 2019 er de britiske bander tilsyneladende bevæbnet med et mere aparte redskab: Støvsugeren.

Flere bydele i London slås med, at kriminelle borer hul i parkeringsautomaterne for derefter at bruge en støvsuger til at suge kontanterne ud. Det skriver BBC.

Tricket er så udbredt, at der alene i det vestlige London (Kensington og Chelsea) er forsvundet kontanter for mere end én million kroner det seneste år.

Drop kontanterne
- Det er en trend, vi er nødt til at stoppe. En måde at gøre det på kan være, at bilister vænner sig til at bruge betalingskort, siger det lokale byrådsmedlem Will Pascal til BBC.

Ifølge ham bliver de løse kontanter, banderne suger op fra p-automaterne, brugt til finansiering af anden kriminalitet i London, herunder narkotika og prostitution.

Har støvsugermetoden ikke virket, kan myndighederne i London også rapportere om episoder, hvor de kriminelle har taget andre metoder i brug. Blandt andet ved at banke parkeringsautomaterne op med en forhammer eller ved at ramponere dem med en bil.

Se også: Her vil man nu gøre 10 år gamle dæk ulovlige

Problem i hele verden
London er langt fra eneste sted i verden, der døjer med, at folk tømmer byens parkeringsautomater for kontanter.

I New York blev en mekaniker i 2013 idømt 2,5 års fængsel for at stjæle fra parkeringsautomater. Inden da havde han over otte år lænset de små pengebokse for mere end 1,3 mio. kroner.

Mekanikeren var egentlig ansat til at vedligeholde maskinerne, men kunne altså ikke afholde sig fra at rapse.

Også i Sverige har der været en stor sag om tyveri fra p-automater. Her tilstod en chef for et vagt- og sikkerhedsfirma i Skåne i 2012 at have stjålet for op mod fem mio. kroner til sig selv og sin kone fra parkeringsautomater.

Se også: Mexicos præsident holder udsalg: Sælger over 200 biler

27 kommentarer
Vis kommentarer