Stor analyse: Her er de billigste stationcars lige nu

En hybridmotor kan gøre underværker for økonomien, hvis man vil køre stationcar, viser en ny analyse

Toyota Auris Hybrid er hverken den billigste bil i analysen, den bil, der holder værdien bedst eller kører længst på literen. Men ingen kan alligevel slå modellen, når det kommer til den samlede pris per kilometer. Foto: Toyota
Toyota Auris Hybrid er hverken den billigste bil i analysen, den bil, der holder værdien bedst eller kører længst på literen. Men ingen kan alligevel slå modellen, når det kommer til den samlede pris per kilometer. Foto: Toyota

Bedre køreegenskaber, grønnere brændstoføkonomi og mere bagagerum for pengene.

Fordelene kan være mange ved at vælge en stationcar over en SUV, men det stopper ikke en stadig større del af danskerne fra at skifte deres trætte familiebil ud med en højere model, der er skarpere skåret og mere med på moden.

Heldigvis for stationcaren skal der dog ofte mere end godt udseende til at overbevise bankrådgiveren, og når det kommer til pris og totaløkonomi, kan den klassiske familiebil stadig være med.

Det viser en stor analyse, som bilvurderingstjenesten Bilpriser.dk har lavet af 34 aktuelle stationcars fra både den lille og store mellemklasse.

Den samlede pris
Bilerne strækker sig prismæssigt fra 208.000 kroner for en benzindrevet Ford Focus til 395.000 for en Volkswagen Passat med dieselmotor. Men det er ikke ensbetydende med, at Ford'en så er den billigste bil i gruppen, eller at Volkswagen ikke kan slå den på nogle punkter.

I vurderingstjenestens beregning har man antaget, at en fiktiv ejer køber bilen, beholder den i fire år og betaler 6 procent i rente for en fuld finansiering.

Bilpriser.dk har desuden vurderet bilernes værditab over fire år og medregnet ejerafgift og brændstofforbruget. Til gengæld har man ikke taget forsikring med i regnestykket, og det skal derfor lægges oven i de priser, tjenesten er nået frem til.

Se en samlet oversigt over de 34 bilmodeller og prisberegningen her.

Hybridmotor gør Auris billig
Toyota Auris er trods sin nypris på knap 223.000 kroner den bil i flokken, der har den bedste totaløkonomi. Med nøglerne til en Auris vil den fiktive ejer ifølge beregningen have en udgift på 2,23 kroner pr. kilometer - lige knap 61 øre under den gennemsnitlige kilometerpris på 2,84 kroner.

Det skyldes i høj grad, at Auris er en hybridbil, der kombinerer en firecylindret benzinmotor med en lille elektrisk hjælpemotor. Det giver Auris den næstbedste brændstoføkonomi på 28,6 km/l - kun slået af den dieseldrevne Peugeot 308, der mønstrer 31,3 km/l.

Til gengæld koster den franske stationcar 4800 kroner i ejerafgift om året, mens Toyotaen slipper med bare 2640.

Ifølge Bilpriser.dk's beregning mister man 100.142 kroner på at eje en Opel Astra i fire år. Det er det laveste værditab blandt bilerne i analysen. Foto: Opel
Ifølge Bilpriser.dk's beregning mister man 100.142 kroner på at eje en Opel Astra i fire år. Det er det laveste værditab blandt bilerne i analysen. Foto: Opel

Tab mindre på populære biler
En anden vigtig faktor er værditabet. Og hvor kedeligt det end lyder, så har det stor betydning for totaløkonomien, hvilken bil naboerne på villavejen kører i.

Selv om det umiddelbart kan virke fristende at spænde barnevognen fast på taget af en Ford Mustang sportsvogn, så er den lave efterspørgsel efter sådan en bil nemlig medvirkende til, at den ikke kan holde værdien lige så godt som eksempelvis en Toyota Auris.

Stationcar-modellen har ifølge Bilpriser.dk et værditab på 103.555 kroner, hvilket igen ikke er det allerbedste resultat, men højt oppe på listen.

Auris må blandt andet se sig slået af Opel Astra, der har det laveste værditab af de 34 på rundt regnet 100.000. Sammen med blandt andet en fornuftig brændstoføkonomi og den næstlaveste nypris betyder det, at Opel Astra placerer sig på en samlet andenplads i vurderingstjenestens analyse: 2,28 kroner per kilometer vil bilen koste den fiktive ejer.

Se også: Storbritannien vil gøre ladestik til elbiler obligatorisk i nye huse

Mange faktorer spiller ind
Selv om værditabet er lavt i kroner og øre for både Opel Astra og Toyota Auris, så er det ikke her, den fiktive ejer mister færrest penge i forhold til, hvad bilen kostede fra ny.

Ifølge tallene fra Bilpriser.dk mister Astraen, hvad der svarer til 45,7 procent af nyprisen i værdi, mens det i stedet er bilejeren med nøglerne til den dyrere og dieseldrevne Volkswagen Golf, der mister den laveste procentdel af bilens nypris i værditab: 42,3 procent.

Det til trods koster Golfen 2,68 kroner per kilometer at eje, hvilket blandt andet skyldes den højere nypris og analysens dyreste ejerafgift.

Den mest bekostelige af de 34 stationcars er Renault Talisman, der har en kilometerpris på hele 3,95 kroner. Bilen er har den næsthøjeste nypris i flokken, kører bare 17,2 km/l og taber ifølge vurderingstjenesten lidt over halvdelen af sin værdi på fire år.

Se også: Stor japansk bilproducent indrømmer omsiggribende snyd: Vi beklager

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen