Stor analyse: Luksus-SUV holder værdien bedst

En stor tysk analyse kårer en kompakt SUV til 'værdikonge' med mindst værditab. Tendensen er ifølge Bilbasen den samme i Danmark

Klassen for kompakte SUV-modeller er populær i både Tyskland og Danmark. Foto: Jaguar Land Rover
Klassen for kompakte SUV-modeller er populær i både Tyskland og Danmark. Foto: Jaguar Land Rover

Duften af ny bil kan være euforiserende. Men lige så høj, man kan blive af det nye bekendtskab, lige så nedslående kan det være at tænke på værditabet, når man ruller nyanskaffelsen ud fra forhandleren.

Der er imidlertid stor forskel på, hvor meget biler taber i værdi i løbet af deres første leveår. Og i nogle tilfælde kan man slippe forholdsvis billigt fra den firehjulede affære. Det viser en gennemgang af omkring 50.000 forskellige bilmodeller på det tyske brugtmarked, som magasinet Auto Bild har lavet sammen med analyseinstituttet Schwacke.

Magasinet har inddelt de mange biler i 13 forskellige kategorier, og her skiller særligt én sig ud: Klassen for kompakte SUV'er. Det skyldes ikke mindst Range Rover-modellen Evoque, der ifølge analysen har knap 66 procent af sin værdi tilbage efter fire år.

Værditabet er så lavt, at Auto Bild kårer bilen til 'Wertmeister-König aller Klassen'. Ingen anden bil holder tilsyneladende værdien bedre end den luksuriøse livsstilsbil.

Samme billede i Danmark
En smuttur syd for grænsen vil hurtigt kunne påvise, at der er store forskelle på det tyske og danske bilmarked. En ny Evoque koster eksempelvis 38.100 euro i Tyskland (svarende til cirka 285.000 kroner), mens den i Danmark fås fra 551.880 kroner.

Ikke desto mindre kan man på bilsalgssiden Bilbasen.dk se en lignende tendens på det danske brugtmarked. Det fortæller Jan Lang, der er analysechef hos Bilbasen, i en pressemeddelelse.

- Billedet i Danmark er det samme, som vi ser i Tyskland. Biler i kompakt SUV-segmentet har en afskrivning på omkring 40 procent over fire år. Det gælder overraskende nok også for premium mærkerne – og hermed altså også Range Rover Evoque, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Det interessante er, at efterspørgslen er høj – og dermed synes priserne ikke at falde, selv om der netop er introduceret en helt ny Range Rover Evoque.

Se også: Bilgigant vil give redderne overblik over ulykken, før de ankommer

Solgt på 64 dage
Kigger man på den gennemsnitlige liggetid på Bilbasen.dk, er Evoque ifølge Jan Lang blandt de mere populære, dyre biler. Det tager i gennemsnit 64 dage at sælge den kompakte SUV-model på sitet, mens gennemsnittet for alle biler her er 62 dage.

- Det er altså ret godt, når man tænker på at det er en brugt bil til mellem 550.000 og 650.000 kroner, siger han i pressemeddelelsen.

I Auto Bild-undersøgelsen af værditab kommer biler fra den lille mellemklasse og miniklassen ind på anden- og tredjepladsen. På det tyske brugtmarked holder Mazda3 63,5 procent af sin værdi, mens tallet er 63,3 procent hos Audi A1 Sportback.

Værst ser det ud i klassen for luksusbiler. Her præsterer Porsche Panamera 4 det bedste resultat med en værdi på 48,3 procent af sin nypris efter fire år.

Se også: Sidste chance for stor dieselbonus ved skrothandleren

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere