Stor stigning: Her bliver der uddelt flest p-bøder

Antallet af parkeringsafgifter i København er steget med 25.000 i 2019 i forhold til året før. Området omkring Rigshospitalet er hårdt ramt

Det er altid kedeligt at komme ud til dette syn. Og det prøvede mere end 330.000 bilister i København i 2019. Foto: Kristian Linnemann
Det er altid kedeligt at komme ud til dette syn. Og det prøvede mere end 330.000 bilister i København i 2019. Foto: Kristian Linnemann

P-vagterne i København har sidste år haft travlt - igen.

Cyklende p-vagter og nye tidsbegrænsede p-zoner førte i 2019 til flere parkeringsafgifter end året før.

Det viser den årlige opgørelse fra Københavns Kommune.

I 2019 blev der pålagt i alt 332.713 parkeringsafgifter. Det er en stigning på knap 25.000 i forhold til året før.

Ifølge opgørelsen kommer p-vagterne nemmere rundt i byen på deres el-cykler i stedet for som tidligere i bil, så de bruger mere tid på kontrol end transport. Og så er der oprettet tre nye tidsbegrænsede parkeringszoner, som har udvidet mængden af p-pladser, hvor der er kontrol.

Se også: 200 nye p-pladser i København

Kunne før parkere så længe man ville
De fleste p-afgifter bliver pålagt på grund af manglende betaling. Den type forseelse udgør næsten en tredjedel (105.347) af alle afgifterne.

Men den største stigning i typen af forseelser er dog de tilfælde, hvor bilister ikke har overholdt tidsbegrænsningen. Mange på grund af de nyoprettede tidsbegrænsede p-zoner, hvor man før kunne parkere, så længe man ville.

Til gengæld blev der samlet set udstedt færre afgifter på de ti mest belastede veje, hvor der ikke er udskiftning i top ti i forhold til året før. Listen består af præcis de samme veje som i 2018, men nogle af vejene har dog skiftet plads på listen. Listen toppes af Juliane Maries Vej tæt ved Rigshospitalet, hvilket også er årsag til, at Blegdamsvej og Frederik V’s Vej ligger i top ti.

- Det er et område med nogle helt særlige forhold, hvor der er stor trafikafvikling i løbet af dagen, og hvor folk har stort behov for korttidsparkering. Vi har derfor også et vedvarende fokus på p-kontrol i området, så det bliver nemmere at finde en plads, når man har et ærinde på hospitalet. Vi er desuden på vej med ekstra skiltning, så reglerne om tidsbegrænset parkering i området bliver tydeliggjort, siger enhedschef Jesper Borch fra Center for Parkering.

Se også: Nu skal du betale mere for at parkere i København

I 2019, hvor der er udstedt cirka 25.000 flere afgifter i Københavns Kommune, lander den samlede bruttoindtægt på 170 mio. kr., hvoraf 58 mio. kr.  afregnes til Rigspolitiet, og 34 mio. kr. afregnes til Staten. 

Det resterende beløb fra indtægter fra betalingsparkering og p-afgifter bliver sendt videre til den fælles kommunekasse.  

Top ti over veje med flest p-bøder i København

(Tallet i parentes er antallet af p-bøder i 2018)

1. JULIANE MARIES VEJ 3.356 (3.565)

2. BÅDSMANDSSTRÆDE 3.304 (4.113)

3. NYROPSGADE 3.249 (3.665)

4. ØSTER FARIMAGSGADE 2.998 (2.837)

5. BLEGDAMSVEJ 2.691 (3.235)

6. ØSTERBROGADE 2.686 (2.448)

7. FREDERIK V’S VEJ 2.653 (2.758)

8. DYRKØB 2.542 (2.536)

9. GOTHERSGADE 2.361 (2.068)

10. FLÆSKETORVET 2.310 (3.654)

208 kommentarer
Vis kommentarer