Stortest: Her er de bedste vinterdæk til danske favoritbiler

En stor europæisk test har igen sat de nyeste vinterdæk på prøve, og i år er der testet dæk til biler i mini- og mellemklassen

I alt 26 dæk er blevet testet på våd og tør vej, på is og sne og ved akvaplaning. Arkivfoto: René Schütze
I alt 26 dæk er blevet testet på våd og tør vej, på is og sne og ved akvaplaning. Arkivfoto: René Schütze

12,5 meter. Så stor er forskellen på bremselængden for det bedste og ringeste nye sæt vinterdæk i en test, som bilistorganisationen FDM har lavet sammen med en række af sine europæiske søsterorganisationer.

Testen er en årligt tilbagevendende begivenhed, men i år tester organisationerne dæk, der passer til biler i mini- og mellemklassen, der begge er populære herhjemme. I biljargon svarer det til dæk på 14 og 16 tommer med de præcise mål 175/65 R14 T og 205/55 R16 H.

I alt 12 dæk på 14 tommer og 14 dæk på 16 tommer er blevet testet på både våd og tør vej, på is og sne og ved akvaplaning. Og så er dækkenes slidstyrke og rulleevne ligeledes blevet sat på prøve.

Stor forskel på våd vej
Ifølge FDM bruger det dæk, der scorer flest point i testen, 33 meter på at bremse fra 80 km/t. til 20 km/t. på våd vej, mens dækket med færrest point bruger 43,5 meter. Forskellen er også til at få øje på under testen af dækkenes evner på våd vej, hvor det første dæk kan nå op på 77,4 km/t., før det akvaplaner.

Det ubehagelige fænomen indtræffer allerede ved 62,2 km/t., når dækket med færrest point er monteret.

- Som tidligere år er det igen egenskaberne på især våd vej, der adskiller testens bedste dæk fra de dårligste. Det gør kun testen mere brugbar for danske bilister, der skal have dæk, der passer til de ofte våde danske vinterveje og temperaturer, der ofte ligger omkring frysepunktet, siger Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør ved FDM, i en pressemeddelelse.

Ifølge FDM skal et vinterdæk som minimum kunne håndtere veje belagt med sne, is og ikke mindst vand. Ingen dæk får de maksimale seks stjerner i testen, men Continental vinder til gengæld i begge dækstørrelser med fem stjerner.

- Gode vinteregenskaber og fremragende egenskaber på både tør og våd vej, skriver bilistorganisationen om dækket i sin gennemgang af testresultater.

Se også: Plug-in-Peugeot: Franskmændene sætter strøm til kendte familiebiler

Tre dæk er under middel
Continental har dog konkurrenter lige i hælene, som også får fem stjerner. Det drejer sig om henholdsvis Dunlop i 14 tommer-testen og både GoodYear og Dunlop i 16 tommer-testen.

Det er generelt de dyrere og kendte mærker, der scorer en 'god' bedømmelse på fire eller fem stjerner i testen. I alt 12 dæk scorer en gennemsnitlig karakter på tre, mens tre dæk klarer sig dårligere end gennemsnittet under test.

To af disse får to stjerner, mens det sidste dæk, der er af 14 tommer-typen, kun formår at mønstre en enkelt stjerne.

- Dækket føles ikke som et vinterdæk og kan på ingen måde anbefales!, skriver FDM i sin bedømmelse af dækket, der især mangler evner på våd vej og i sne.

Se også: Gab! Nu kan blodprøve afsløre, om du er for træt til at køre bil

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere