Straf for tomgang: Vil give gamle biler bøder for at holde stille

I Sverige åbner Transportstyrelsen for at give kommunerne lov til at udskrive bøder til gamle biler, der holder stille eller står parkeret i en miljøzone

Risikoen for en bøde vil holde flere fra at tage chancen og bryde reglerne, mener Transportstyrelsen. Foto: Jens Dresling
Risikoen for en bøde vil holde flere fra at tage chancen og bryde reglerne, mener Transportstyrelsen. Foto: Jens Dresling

De oser ved koldstart, drypper olie på garagegulvet og skal lidt for ofte forbi den lokale tankstander.

Gamle biler kan være et dyrt og utidssvarende bekendtskab, men alligevel bliver entusiasterne ved med at holde dem kørende. Noget tyder dog på, at nøglerne til de gamle benzin- og dieselslugere er ved at erstatte cigaretpakken som bukselommens mest umoderne tilbehør.

Overalt skyder ekskluderende miljøzoner op, og i Sverige overvejer man nu at gå skridtet videre: For bedre at kunne håndhæve kravene i landets miljøzoner, har den svenske transportmyndighed foreslået at lade kommunerne selv holde øje. Og støder p-vagterne på en parkeret eller midlertidigt stoppet bil, der ikke lever op til kravene, så skal den som noget nyt kunne få en bøde.

Det skriver Teknikens Värld.

Forslaget er ifølge mediet en del af en større rapport fra Transportstyrelsen til det svenske miljø- og energiministerium, hvor styrelsen kommer med flere bud på, hvordan reglerne i landets miljøzoner skal håndhæves.

Se også: Ny fynsk bro vil være 'en gevinst'

Styrelse: Flere vil rette ind
Indtil videre bruger Sverige kun miljøzoner til at holde visse lastbiler og busser uden for byerne. Fra 2020 vil myndighederne dog også kunne indføre restriktioner for personbiler, og første gade, der er udset til at forbyde ældre benzin- og dieselbiler, bliver Hornsgatan i det centrale Stockholm.

Fra næste år må man kun køre gennem gaden i biler, der lever op til mindst Euro 5-normen. Det vil sige biler, som er godkendt til at blive solgt i Europa fra september 2009.

Drister man sig til ikke bare at køre, men også stoppe i en ældre bil, vil kommunens p-vagter her kunne smække en bøde på forruden, hvis styrelsens forslag bliver vedtaget. Ifølge Kristofer Elo, der er forsker hos Transportstyrelsen, kan man derigennem sikre, at flere lever op til reglerne.

- Kommunerne har en egeninteresse i at sikre, at dem, der kører i miljøzonerne, lever op til reglerne. Vi tror på, at kommunerne vil have mulighed for at prioritere overvågningen i højere grad end politiet. Vi mener derfor, at forslaget vil kunne bidraget til øget overvågning, og dermed også øget efterlevelse af reglerne, siger han ifølge Teknikens Värld i en pressemeddelelse.

Historien melder ikke noget om, hvordan p-vagterne skal kunne genkende regelbryderne fra de Euro 5-godkendte biler, ligesom det også stadig er uklart, om regeringen er indstillet på at gennemføre forslaget.

Se også: Fri hastighed i fare: Tyskland skal forurene mindre

71 kommentarer
Vis kommentarer