- Svarer til benzinpriser på 27 kr. literen

Konkurrencerådet vil sætte gang i en undersøgelse af markedet for opladning til elbiler

Der er store forskelle i priserne på opladning af elbiler, og nu skal markedet undersøges. Arkivfoto: Niels Friis
Der er store forskelle i priserne på opladning af elbiler, og nu skal markedet undersøges. Arkivfoto: Niels Friis

Det går stærkt med salget af nye elbiler i Danmark. I september var 22,4 procent af alle nye biler således 100 procent elektriske, og det voksende salg får nu Konkurrencerådet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at iværksætte en analyse af konkurrencen på markedet for opladning af elbiler.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Målet med analysen er, at rådet bliver klogere på eventuelle udfordringer for konkurrencen og etableringen af et velfungerende marked for opladning af elbiler.

'Der er betydelig variation i prisen på at oplade fra en offentlig tilgængelig ladestander,' lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.

For nyligt udkom Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med en rapport, som viste, at prisen kan variere mellem, hvad der svarer til 2,5 og 9 kr. per kWh ved såkaldt ad-hoc opladning, hvor man ikke i forvejen har tegnet et abonnement hos en bestemt udbyder.

En sådan variation i prisen på opladning svarer ifølge Konkurrencerådets beregninger til, at prisen på benzin kan variere mellem, hvad der svarer til 7,5 og 27 kroner per liter.

Resultatet af analysen skal gerne blive, at rådet bliver klogere på, om der er barrierer for udbydere og forbrugere, som begrænser konkurrencen på markedet for opladning af elbiler.

'Hvis der findes grundlag for det, vil der også blive udarbejdet forslag, som kan understøtte effektiv konkurrence og gøre markedet mere velfungerende,' lyder det videre.