Når Koenigsegg præsenterer nye biler, spærrer bilnørder i hele verden øjnene op.
Den svenske bilproducent, der blev grundlagt af Christian von Koenigsegg i 1994, er berømt for sin banebrydende teknologi og for at lave nogle af verdens hurtigste hyperbiler.
Nytårsaften - få timer før klokken slog 12 - lagde Koenigsegg et mystisk og hemmelighedsfuldt billede på Facebook.
Her ser man en silhuet af en bil, der ikke ligner nogle af de modeller, som virksomheden lige nu har i produktion.
'Kære 2022, her er vores nytårsløfte - Mere ultimativ ydeevne gennem smart konstruktion og optimalt design', lyder det i opslaget.
Artiklen fortsætter under opslaget …
Hyldest til klassiker?
Ifølge Teknikens Värld kan opslaget være et hint om, hvad Koenigsegg brygger på i dets produktionsanlæg i skånske Ängelholm, der blev udvidet i efteråret.
Det mørklagte billede afslører ikke meget ved første øjekast. Men gør man som The Drive og sætter silhuetbilledet op mod et billede af en Koenigsegg CC8S, vil man se, at de to har en næsten identisk sideprofil.
CC8S var afgørende for Koenigseggs opstigning på verdensscenen, og tilfældet vil, at den ikoniske bilmodel i år har 20-års jubilæum. Et forsigtigt gæt kunne derfor være, at den nye model er en hyldest til klassikeren.
Svaret får vi formentlig i løbet af de kommende måneder.