Svenskerne til Danmark: 'Sænk promillegrænsen'

Danmark bør sænke sin promillegrænse til 0,2, lyder rådet fra Sverige

Danmark bør sænke sin promillegrænse fra 0,5 til 0,2, lyder rådet fra Sverige til TV2. Arkivfoto: Jonas Olufson
Danmark bør sænke sin promillegrænse fra 0,5 til 0,2, lyder rådet fra Sverige til TV2. Arkivfoto: Jonas Olufson

I Danmark er promillegrænsen på 0,5, og det gør, at man lovligt kan sætte sig bag rattet, selvom man har fået en enkelt øl.
Og netop derfor bør Danmark sænke promillegrænsen til 0,2, lyder en opfordring fra Sverige.

Det skriver TV2, der har talt med Marie Nordén, generalsekretær i NTF, som er Sveriges udgave af Rådet for Sikker Trafik.

Sverige sænkede allerede i 1990 promillegrænsen for kørsel med spiritus i blodet fra 0,5 til 0,2, og nu lyder rådet fra NTF, at vi i Danmark burde gøre det samme.

- Jeg vil anbefale Danmark at sænke grænsen. Hvis man har en grænse på 0,5 promille, kan folk tænke, at det er okay at drikke en øl eller to og så køre. Med denne grænse siger vi, at du ikke kan køre, hvis du har drukket, siger Marie Nordén til TV2.

Til TV2 forklarer Nordén videre, at Sverige har fastlagt promillegrænsen på 0,2 promille, så der er plads til, at man kan spise slik eller desserter med alkohol, uden at det har konsekvenser.

Se også: Flere bliver dræbt i trafikken: - Der er grund til at blive bekymret

Stagneret
I Sverige bor der næsten dobbelt så mange som i Danmark. I fjor mistede 53 personer livet i en spiritusulykke i Sverige, mens det til sammenligning var 38 personer i Danmark.
Set over de seneste ti år - fra 2010 til 2019 - er der ifølge Rådet for Sikker Trafik sket et stort fald i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne personer i Danmark i trafikulykker, hvor der har været alkohol involveret.

Fra 2016 til 2018 er den positive udvikling dog stagneret.

I cirka fire ud af fem af spritulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne er der en spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj involveret i ulykken.

Netop Rådet for Sikker Trafik er tidligere kommet med samme råd, som svenske NTF nu giver til Danmark. Tilbage i 2013 lød budskabet fra Rådet for Sikker Trafik, at Danmark burde sænke promillegrænsen for at køre med spiritus i blodet fra 0,5 til 0,2.

- Erfaringerne fra andre lande viser, at en sænkning af promillegrænsen vil redde menneskeliv, sagde Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, dengang til Altinget.

Se også: Så mange blev snuppet i politiets spritkontrol: - Det er uacceptabelt

597 kommentarer
Vis kommentarer