Tager du chancen? Bilister uden forsikring får bøde HVER DAG i 2019

Fra 1. januar vil det koste et betydeligt dagsgebyr at have et køretøj uden forsikring

Kører man uden forsikring, kommer man selv til at betale erstatningen, hvis man bliver involveret i et uheld og gør skade på andre. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Kører man uden forsikring, kommer man selv til at betale erstatningen, hvis man bliver involveret i et uheld og gør skade på andre. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Når klokken slår midnat 31. december, fyrer vi bunkevis af kroner af på fyrværkeri, men forbruget stopper ikke her. For ejerne af omkring 50.000 danske køretøjer vil også lade penge gå op i røg af helt andre og mindre festlige årsager 1. januar.

De mange køretøjer, der tæller alt fra personbiler til knallerter, kører nemlig muligvis rundt uden en ansvarsforsikring, og det vil fra årsskiftet koste ham eller hende, der står som fast bruger, et gebyr på 250 kroner om dagen.

Bruger man eksempelvis bilen i hele januar måned uden forsikring, vil det altså koste 7750 kroner - eller et godt stykke over, hvad de fleste danskere skal betale for at ansvarsforsikre bilen i hele 2019.

Kan koste millioner
Folketinget vedtog at indføre gebyret tilbage i maj, og håbet er, at det skal få de mange bilister, motorcyklister og knallertkørere til at gribe knoglen og få tegnet en forsikring. Når de kører uden, risikerer de nemlig selv at skulle stå med hele regningen, hvis det går galt.

Det fortæller Maria C. Dyrehauge, der er leder af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).

- Hvis ejeren eller brugeren af et uforsikret køretøj påkører og invaliderer et andet menneske, kan den økonomiske erstatning til den tilskadekomne løbe op i millioner af kroner, siger hun i en pressemeddelelse.

DFIM er den fond, der skal udbetale erstatningen til den tilskadekomne, hvis det går galt. Og derfor også den, man efterfølgende vil stå i gæld til, hvis man kører uden forsikring. Alle danske forsikringsselskaber, der tilbyder ansvarsforsikring til køretøjer, er med i fonden og udgør dens økonomiske rygrad - og de danskere, der betaler deres forsikring til tiden, er på den måde med til at lægge ud for de brodne kar.

Se også: Rasende bilister amok på aarhusianske p-vagter

Danskerne: Det er rimeligt
Spørger man danskerne, hvad de mener om de nye, høje gebyrer, så er langt hovedparten positivt stemte. Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Epinion har lavet blandt 1064 danskere, der bruger og/eller ejer et køretøj. Her svarer 86 procent således, at gebyret er 'rimeligt'.

Kun fem procent af respondenterne mener, at det er urimeligt.

Lykkes det at få flere til at tegne en forsikring eller aflevere køretøjets nummerplader til Skat, vil det da også have en positiv effekt for de retskafne danskere.

- Formålet med loven er at nedbringe antallet af uforsikrede køretøjer og dermed reducere den millionregning, som alle, der ellers har købt den lovpligtige forsikring, er med til at betale, skriver DFIM på sin hjemmeside og tilføjer:

- Hverken folketinget eller DFIM mener, det er rimeligt, at kunder med en forsikring betaler for skader forårsaget af et køretøj uden forsikring.

Se også: Benzin- og elbiler i kamp om p-båse: 'Vi oplever et kæmpe problem'

195 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere