Tesla dømt: Risikerer milliardudbetaling til ejere

I Norge har Tesla tabt et søgsmål og skal derfor betale en række Tesla-ejere 136.000 norske kr. i kompensation pr. bil

Tesla er i Norge blevet dømt til at skulle betale en række Tesla-ejere tilbage. Arkivfoto: Lucas Jackson
Tesla er i Norge blevet dømt til at skulle betale en række Tesla-ejere tilbage. Arkivfoto: Lucas Jackson

Efter en software-opdatering i 2019 har en række Tesla-ejere oplevet dårligere rækkevidde fra batteriet og langsommere opladning. En række før- og efterkontroller har bekræftet, at opdateringen har medført længere ladetid, og nu er Tesla i Norge blevet dømt til at skulle betale en række Tesla-kunder 136.000 norske kr. tilbage pr. bil.

Det skriver Nettavisen.

Sagen blev afgjort ved 'Forliksrådet', som er den laveste domstol for civile sager i Norge. Her blev Tesla indklaget af over 30 norske Tesla-ejere, og 29. april blev sagen afgjort uden tilstedeværelse af Tesla Norway A/S, som ikke mødte op.

Tesla er blevet dømt til at betale kunderne 136.000 norske kroner hver. I Norge er Model S i årgangene 2013-2015, som sagen handler om, blevet solgt i over 10.000 eksemplarer, så hvis alle ejere indleder en sag mod selskabet, kan det koste Tesla over en milliard norske kroner.

Betal tilbage eller deltag i processen
Tesla har ifølge Nettavisen indtil 31. maj til at betale de over 30 kunder, som stod bag søgsmålet, de 136.000 norske kroner hver, eller Tesla kan vælge at anke dommen inden 17. juni, hvorefter den så vil skulle behandles af Forliksrådet i Oslo.

Dommen er afsagt som en fraværsdom, og det vil sige, at den er afsagt udelukkende på baggrund af sagsøgernes argumenter og krav. Dommen gør, at Tesla nu enten skal deltage aktivt i en længere juridisk proces ved Forliksrådet i Oslo eller betale kravet til de over 30 Tesla-ejere.

Herhjemme er et lignende søgsmål i gang, for her har 75 Tesla-ejere indledt en sag i byretten mod Tesla i Danmark af samme årsager.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til Ekstra Bladets nye politiske podcast med Joachim B. Olsen og Brian Weichardt her.