Tesla får høvl i pressen

Sejlivede rygter går på, at Tesla taber penge. Men det forholder sig anderledes, forklarer Tesla

Salget af Model S giver overskud, siger Tesla
Salget af Model S giver overskud, siger Tesla

Tesla taber angiveligt 27.000 kroner på hver eneste eldrevne Model S, som den californiske bilproducent sælger. Den historie kan læses i et væld af internationale medier som for eksempel Reuters.

Men er den historie nu også sand? Det er helt korrekt, at balancen mellem indtægter og udgifter langt fra hænger sammen for Tesla, men man kan ikke drage en direkte sammenhæng, anfører Tesla selv.

Vi har desværre ikke kunne få en officiel kommentar angående regnskabstallene, men dog en mere generel kommentar fra Teslas danske hovedsæde:
- At sige at Tesla taber 4.000 dollar pr. solgt Model S er en god overskrift, det giver bare ikke nogen forståelser for, hvad der rent faktisk sker. Tesla tjener penge på Model S, men vi bruger flere penge, end vi tjener, fordi vi investerer stort i fremtidige projekter som nye modeller og verdens største batterifabrik.

Biler - 10. aug. 2015 - kl. 14:53 Skræmmende oplader til Tesla

I andet kvartal 2015 producerede Tesla 12.807 eksemplarer af den eldrevne sedan Model S og nåede at levere de 11.532 videre til forhandlerne, hvilket er en salgsrekord. Samtidig fik virksomheden et driftstab på knap 320 millioner kroner.

Holder ikke
De 4.000 dollar stammer fra det simple regnestykke, som går på at dividere antallet af solgte biler (11.532) op i 320 millioner, hvilket svarer til et tab på omkring 27.000 kroner (eller 4.000 dollar) på hver solgte bil.

Hvis den påstand skulle holde stik, ville Tesla akkumulere et stadigt større tab, jo flere biler virksomheden solgte. Og det forholder sig lige modsat ifølge Tesla.

I Danmark er der solgt 1187 Tesla S til dato
I Danmark er der solgt 1187 Tesla S til dato
 

Angiveligt er der slet ikke tvivl om, at Tesla tjener penge på hver solgt Model S. Faktisk skulle fortjenesten på Model S være en af de bedste overhovedet i bilbranchen. Flere hævder, at fortjenesten på en Model S er på den gode side af 25 procent, men det har vi ikke kunne få bekræftet - idet Tesla, som vi skriver, ikke selv ønsker at kommentere på regnskabstallene.

Som en steppebrand
Hvorfor sker det så, at lige netop dén historie breder sig som en steppebrand over hele verden? Den slags sker, når agurketiden disker op med mangel på gode historier - og fordi Reuters normalt fremstår som en troværdig kilde - altså fordi det er nemt for en travl journalist at citere et forholdsvis velanset medie som Reuters uden at se nærmere på tallene bag historien.

For nu at tage den helt korte version af regnskabet for andet kvartal 2015, som var det, der tændte steppebranden, så havde Tesla en omsætning på godt 6,4 milliarder kroner.

Aktiverne løb op i knap 44 milliarder kroner, og resultatet for andet kvartal blev et underskud på cirka 412 millioner kroner. Det er mange penge, men ikke noget der får den øverste ledelse af en bilproducent til at sove dårligt om natten.

Plus og minus
Der er stor forskel på at tabe penge på hver bil, man sælger og så det at bruge flere penge, end man tjener. Så altså, det er profitabelt at sælge Model S, men det er samtidig vanvittig dyrt at bevæge sig ind på et bilmarked, hvor konkurrencen er dødelig hård og udviklingsomkostningerne skyhøje.

Producenterne brænder blandt andet penge af på at forberede produktionen på fremtiden og på at udvikle nye biler og forfine de eksisterende modeller.

Der er masser af højteknologi i Teslas samlefabrik i Californien - og det koster penge at udvikle - mange penge
Der er masser af højteknologi i Teslas samlefabrik i Californien - og det koster penge at udvikle - mange penge
 

Eksempelvis skal der bruges penge på at bygge samlebånd, lave forme til produktion af de enkelte dele i metal og plastic, og derudover koster det også mange penge at sikre, at bilerne lever op til sikkerheds- og emissionskrav over hele verden. Og så etablerer Tesla fortsat ladestationer som en rasende. For tiden dukker en ny ladestation op et eller andet sted i verden, hver gang der er gået 24 timer.

Godt 10 mia kroner
En ny bil kan sagtens løbe op i 5-6-7 milliarder kroner, fra den starter på tegnebrættet til den er færdigudviklet og klar til at sælge på verdensmarkedet.

I 2015 forventer Tesla at producere 50-55.000 eksemplarer af Model S. Til efteråret lanceres så den nye model X, og til næste år forventer selskabet at producere 1.600-1.800 biler om ugen som en blanding af Model S og X.

Inden året er omme forventer Tesla at have investeret godt 10 milliarder kroner. Pengene bliver brugt dels til udvikling og produktionsfaciliteter, dels til batterifabrikken ’the Gigafactory.”

Du kan læse autoblogs tilsvarende artikel her

1 af 2 Teslaen er lækker indeni med læder og 17 tommer touch screen
2 af 2 Salget af Model S giver overskud, siger Tesla
187 kommentarer
Vis kommentarer