Tesla lægger ny motor i ældre modeller

Teslas første to modeller, S og X, adopterer nu drivlinjen fra den nye Model 3

Tesla Model S er nu i stand til at køre 610 kilometer på en opladning. Tallet er et WLTP-estimat. Foto: David Rawcliffe/Reuters/Ritzau Scanpix
Tesla Model S er nu i stand til at køre 610 kilometer på en opladning. Tallet er et WLTP-estimat. Foto: David Rawcliffe/Reuters/Ritzau Scanpix

10 procent længere rækkevidde, hurtigere acceleration og opladning.

Det er ifølge Tesla resultatet af en større opgradering, som elbilproducenten har givet sin luksuriøse sedan, Model S, og store SUV, Model X. Modellerne, der i et stykke tid har stået i skyggen af deres nye lillebror, Model 3, har først og fremmest fået lov til at adoptere motoren fra den lille ny.

Det skriver mediet Electrec.

Tesla har ikke har rørt ved batterierne, men med den nye motor kan en Model S 'Long Range'-model eksempelvis klare 610 kilometer på en opladning.

Har man for nylig kigget på en ny Model S, lyder det tal måske ikke af voldsomt meget - tidligere var den opgivet til en rækkevidde på 632 kilometer. Det var dog målt efter den gamle og mindre retvisende NEDC-norm, mens det nye tal er et WLTP-estimat, der må forventes at være tættere på virkeligheden.

Se også: Langt fra målet: Forureningen fra biler stiger igen

'Standard Range' er tilbage
Samme model accelererer nu fra 0 til 100 km/t. på 3,8 sekunder frem for 4,3, og ved brug af Teslas nye V3 Supercharger-ladestation kan bilen suge strøm med 200 kW - mod tidligere 120. Den nye generation af ladestationer er dog endnu ikke nået til Danmark.

Tesla skriver i en pressemeddelelse, at det vil reducere opladningstiden med 50 procent.

Opgraderingen har imidlertid også en pris. 'Long Range'-modellen, der tidligere på ugen havde en pris på 681.500 kroner, står nu til 706.400 kroner på Teslas hjemmeside.

Ligger smertegrænsen på 700.000 kroner, har den amerikanske elbilproducent i samme åndedrag valgt at genintroducere en billigere udstyrsvariant, kaldet 'Standard Range', der i dag står til 623.500 kroner.

Ud over motoropgraderingen har Tesla givet bilens komfortniveau en overhaling. Model S og X er blevet udstyret med adaptive støddæmpere, der løbende indstiller sig efter vejens beskaffenhed. Mediet Recharge bemærker, at Model X tidligere er blevet kritiseret for sin hårde affjedring, men skal man tro Tesla, er det en saga blot.

Den nye affjedring sikrer med producentens egne ord en 'ultrablød følelse'.

Se også: Kan du se forskel? Her er stenslaget, der ikke skal ordnes

94 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere