Tesla satser på ny købekultur med salg af ny elbil

Teslas beslutning om at lukke butikker og kun sælge ny elbil på internettet modtager blandede reaktioner

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Den amerikanske elbilproducent Tesla kaster alle sine æg i en kurv og satser på, at bilsalget i fremtiden vil se anderledes ud end i dag.

Sådan fortolker Jan Lang, der er markedsanalytiker ved danske Bilbasen, Teslas beslutning om at lukke de fysiske butikker og fremover kun sælge elbilen Model 3 på internettet.

- De vil spare rigtig mange penge ved at lukke fysiske forretninger, men de vil nok miste nogle kunder, som har et ønske om at prøve bilerne ude i den fysiske virkelighed, inden de køber, forklarer han.

Jan Lang fremhæver, at mange af de danske Tesla S-ejere har købt deres bil på nettet.

- Vi har faktisk en ny tendens. For ti år siden besøgte en bilkøber i gennemsnit forhandleren fem gange før et køb. I dag er vi nede på ét besøg, siger han og tilføjer:

- Tesla-køberne er i forvejen meget digitalt orienteret. Man har allerede i mange år kunnet købe elbilerne online. Så risikoen ved at lukke de fysiske butikker er ikke så stor.

- Tesla har en ret markant og omfangsrig marketingskampagne. Man møder dem mange steder i det digitale univers, og så er det et meget stærkt brand, især i forhold til dem, der er interesserede i elbiler.

Tesla-fabrikkerne har taget et skridt, som strider imod den måde, hvorpå de fleste amerikanere køber bil i dag.

Det forklarer Jessica Caldwell, som er analytiker på edmunds.com - en hjemmeside med fokus på prisudviklingen i bilindustrien. Hun siger, at ældre bilkøbere er mindre tilbøjelige til at købe biler via internettet.

- Men fuld returret i syv dage vil formentlig berolige mange. Hvis de ved, at de kan bringe bilen tilbage, hvis noget går skævt, vil de nok se anderledes på det, siger hun til AP.

I mange delstater kræver lovgivningen, at biler skal hentes i fysiske butikker, hvor køberne kan møde op og sparke lidt til dækkene.

3 kommentarer
Vis kommentarer