Tesla tilbagekalder samtlige Model S-biler verden over

Fejl i sikkerhedsselen betyder, at 90.000 biler skal til mekaniker. Der er ikke sket ulykker, oplyser Tesla

Tesla tilbagekalder samtlige af sine Model S-biler på grund af en fejl i sikkerhedsselen.

Det skriver AFP.

Elbilsgiganten oplyser, at det drejer sig om 90.000 biler, der er blevet solgt siden 2012.

Fejlen ligger i, at sikkerhedsselerne ikke kan låses ordentligt. Der er dog ikke meldinger om, at fejlen har forårsaget ulykker, lyder det.

I en mail til sine kunder skriver Tesla, at tilbagekaldelsen af bilerne er et "proaktivt" skridt.

Tesla skriver desuden, at man har undersøgt 3000 biler uden at finde problemer med selen.

Alligevel har man valgt at tilbagekalde samtlige biler for at være på den sikre side.