Tesla er elbilfabrikant. Men den amerikanske gigant er også meget andet end det, og Teslas fokus for 2022 kommer til at bevæge sig i højere grad mod øvrige ting frem for lancering af nye biler.
Det skriver Top Gear.
- Vi vil ikke introducere nogen nye bilmodeller i år. Vi vil udvikle en masse teknik og værktøjer til at producere modellerne Cybertruck, Semi og Roadster - og forhåbentlig være klar til at bringe dem i produktion næste år, siger Tesla-chef, Elon Musk, til mediet.
Måske spekulerer du så på, hvad Tesla i stedet vil bruge kræfterne på i 2022?
Svaret skal findes i robotter.
Tesla er nemlig i færd med at udvikle en humanoid-robot, kaldet 'Optimus', som Musk har store forhåbninger til.
- Med hensyn til prioritering af produkter tror jeg, at den vigtigste produktudvikling, vi laver i år, faktisk er Optimus-robotten, siger han til Top Gear.
- Dette, tror jeg, har potentialet til at blive mere betydningsfuldt end bilforretningen over tid, siger han videre.
Med nyheden om, at Tesla ikke vil introducere nye bilmodeller i år, kan man dermed vælge mellem fire forskellige modeller fra elbilproducenten, nemlig Model S, Model 3, Model X og Model Y.
For nyligt offentliggjorde Tesla Danmark, at de har planer om at etablere væsentligt flere ladere i mærkets eget netværk i det kommende halvanden års tid. Blandt andet vil Tesla tredoble det eksisterende netværk af de såkaldte Superchargere.