Tesla vil sætte fartrekord: Se første forsøg

Elon Musk vil sætte verdensrekord med den nye Tesla Roadster, men måske bør han kigge lidt i Guinness Rekordbog først

Se folks reaktion, når de går fra 0-100 kilometer i timen på 2,1 sekunder. Video: Tesla.

Det er sjældent, passageren larmer mere end bilen, men det var ikke desto mindre tilfældet, da en flok heldige testpersoner fik en tur i den kommende generation af Tesla Roadster.

Bilen, der forventes på gaden i 2020, skal ifølge Elon Musk kunne accelerere fra 0-100 kilometer i timen på 1,9 sekunder, og det ser ud til, at man er godt på vej til at nå det mål.

Da passagererne fik en tur i den nye Roadster, gik den fra 0-100 på 2,1 sekund, hvilket fik dem til at overdøve bilen med deres skrig, som det kan høres i videoen ovenfor.

Musk har dog planer om at gøre den endnu hurtigere, og har ifølge Daily Mail udtalt, at det vil være 'første gang en bil er kommet fra 0-100 kilometer i timen på under 2 sekunder'.

Det er dog en sandhed med modifikationer, da den officielle verdensrekord ifølge Guinness ligger på 1.513 sekunder og blev sat i den specialbyggede elbil 'Grimsel' af AMZ Racing i Schweiz tilbage i 2016.

Blandt gadebiler er den kroatisk producerede Rimac Concept Two også hurtigere, da den går fra 0-100 i timen på 1,85 sekunder.

Ikke desto mindre påstår Tesla, blandt andet på sin danske hjemmeside, at roadsteren med 0-100 på 2,1 sekunder har en rekord-hurtig acceleration, selvom det ikke er oplyst præcis, hvilken rekord der tænkes på.

Ekstra Bladet har derfor henvendt sig til Teslas europæiske pressekontor for at få opklaret rekord-påstanden, men trods gentagne henvendelser til både det amerikanske og europæiske pressekontor, er Tesla ikke vendt tilbage med et svar.

Bil-ekspert: Ikke en helt fair sammenligning
Flemming Haslund, der er ansvarshavende chefredaktør på Motor-Magasinet, har til gengæld et bud på hvilken rekord Tesla sigter efter.

Haslund mener for det første, at det ikke er helt rimeligt at sammenligne de to ovennævnte biler med Tesla Roadster, også selvom de to på papiret accelerer hurtigere.

- Den der AMZ Grimsel, den skal du bare springe helt over, for den er en racerbil. Den er ude for konkurrence i forhold til Teslaen, som er en gadebil, siger Flemming Haslund.

Når snakken falder på Rimac Concept Two, er Haslund heller ikke meget for sammenligningen med Tesla.

- Jeg synes ikke Rimac'en er en rimelig konkurrent til Tesla, for Rimac'en er ufattelig dyr, den koster 10-15 millioner.

Flemming Haslund vurderer derfor at Tesla går efter accelerations-rekorden blandt serieproducerede elbiler, hvilket er en rekord Roadsteren i hans øjne godt kan kaldes indehaver af. Også selvom Rimac Concept Two ligeledes er serieproduceret.

- Den er vanvittig dyr, og det kan være, at serien kun består af ti biler.

- Så jeg synes Tesla har den (rekorden, red.) blandt det, man kunne kalde rigtige biler, lyder det.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her sætter danske Peter Kjærgaard ny rekord for hvor langt man kan køre på en opladning i en Tesla.

 

Topfart - 19. jun. 2016 - kl. 11:04 Topfart: Dansker slår rekord i sin Tesla

Teslas biler er kendt som værende rigtigt hurtige: Her kører en model S om kap med en Boeing 737. Video: Qantas

1 af 2 
2 af 2 
79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere