Test: Audi's lille pitbull

Audi S1 er en potent lille hidsigprop, men når den kommer på bane, bliver den mere skødehund end kamphund

Testugen startede dårligt for Audis S1 Sportback. For mig startede den dog fremragende – S1 og tre andre sportslige biler var samlet på Nordens måske mest udfordrende racerbane, Ring Knutstorp (mere om den historie i næste uge). Men med vinterdæk viste det sig hurtigt, at Audis mindste, men hidsigste ikke hører rigtig hjemme på racerbanen. Den har svært ved at bremse, og alle de dejlige kæfter bliver hindret af elektronik og understyring. Det er ikke en god start, men heldigvis har S1 andre kvaliteter.

Karosseri og plads
I bund og grund er Audi A1 en dyr variant af VW's Polo, men det er lykkedes Audis sportslige ingeniører at løfte udseendet fra Hellerup-konebil til noget, der mest tiltaler den aggressive telefonsælger. Frontspoileren er blevet dybere, og der er store indtag i hver side, som sagtens kunne sluge en ræv, når S1 pruster ned af en lille, fedtet landevej. Bagfra kendes den af en markant hækspoiler og fire udstødningsrør, som understreger, at der er masser af potens her.

Forsæderne er udstyret med lækre sportssæder, som griber dig tæt, og førerpositionen er indrettet, så det er nemt at finde sig til rette. Alle betjeningsgreb er placeret logisk, så du kan koncentrere dig om én ting – at køre stærkt. Fra rattet kan du betjene anlægget og kørecomputer, og designet er klassisk Audi-logisk i høj kvalitet.


Testbilen var en S1 Sportback, som Audi kalder sin mindste, når den har fem døre. Men det ændrer ikke på, at resten af kabinen er noget trang. Mellem bagsæderne er der placeret to kopholdere, så der er kun to siddepladser, og det er godt det samme, for både skulderplads og loftshøjden halter. Er du over 180 cm, er der ikke komfortabelt på bagsædet. Testugen bød på en enkelt tur til genbrugspladsen, som afslørede, at der heller ikke er meget plads med sæderne lagt ned.

Kinesiske JAC ripper Audis A6. Her ses spionbilleder af modellen, derfor de grå kofangere. (Foto: Auto.163.com) Biler Du tror det er løgn: Kineserne ripper Audi

Motor/Gearing
Motoren er måske det bedste ved S1. Den er på to liter, og hver gang du kaster koblingen og moser speederen i bund, skyder den lille bil frem, som havde du et kobbel helvedeshunde lige i halen.

S1 føles faktisk, som om den har flere kræfter end de opgivende 231 hk, men det formentlig til guattro-trækkets kredit, som formår at overføre hver enkelt hk til asfalten, så ingen kan hænge på dig. Motoren trækker lineært, men tager først rigtig hårdt fat ved 3.000 0/min og trækker ufortrødent videre til 6.000 o/min. Motorlyden er markant tilstede, men i sig selv ikke specielt inspirerende.

Det er forfriskende, at skulle styre slagets gang selv med en 'rigtig' gearkasse i stedet for Audi's ellers velfungerende DSG-gearkasse. Selve gearkassen kunne dog godt tåle at have en lidt tungere skiftemekanisme, for den virker en anelse syntetisk nu – det er simpelthen bare for pænt.

 

Mekanisk samspil
Der er tre køreprogrammer – efficiency, individuel og dynamic, som styrer støddæmper, speederrespons og motorlyd, og helt ærligt – så burde den bare altid stå i dynamic, for det er her motoren brummer bedst, og undervognen er mest skarp.

Både i efficiency og dynamic kan du sagtens følge med trafikken uden at hidse drivlinjen op. Det er pudsigt, og speederen må virkelig være progressiv, for træd den ned blidt, og du mærker aldrig den reelle effekt. Men hvis du er aggressiv med speederen, så er der masser af saft og kraft fra motoren med det samme. Faktisk opleves det som, bilen lider af en massiv turbotøven, som heldigvis kan kureres ved at sparke til speederen. Det er smart, for på den måde jeg ville ikke have nogen problemer med at overlade den til min bedstemor – hun ville aldrig opdage de mange kræfter.

Det er svært at se forskel. Største ændring er en ny trebenet benzinmotor under hjelmen med 95 hk. (Foto: PR) Biler Tre ben til ny Audi A1

Køreegenskaber/Komfort
Som tidligere nævnt er S1 lidt af en skuffelse på racerbane, hvor der er skulle være plads til at køre til grænsen. Det skyldes i høj grad vinterdækkene, men det ændrer ikke på, at S1 har svært ved at komme ned i fart for enden af langsiden – ikke specielt rart, når farten er over 160 km/t. S1 har også svært ved at komme rundt i svingende, uden at det hele går op i understyring. Styring og chassiet er der ellers fin kontrol med, problemet er bare, at S1 giver op, lige så snart den ser et sving, og bag rattet giver det en øv-følelse.

Så det kan godt være, at S1 lyder og ser farlig ud, men ude på banen bliver den hurtigt til en lille forsigtig skødehund, der helst ikke vil lave ballade.

Helt anderledes foregår det på landevejen, for S1 kan virkelig æde fedtede landeveje i højt tempo. Så længe man holder sig inde for bilens evner (og tager hensyn til omgivelserne), så fungerer S1 langt bedre. Styretøjet er godt vægtet og med rimeligt feedback i dynamic, affjedringen er hård nok til at begrænse krænging, men blød nok til suge bump op, så du kan susse ud over forladte veje i afsindigt tempo.

Sikkerhed/Miljø
Audi A1, og dermed S1, har fået fem stjerner i Euro NCAP. Samtidig giver den dynamiske undervogn og stærke motor faktisk en bil med et meget højt niveau af aktiv sikkerhed – altså evnen til at overhale hurtigt eller styre uden om problemer. S1 udfordrer dig så til gengæld på dit mådehold.

Den 2-liters benzinmotor er opgivet til et gennemsnittet på 14,1 km/l og det var faktisk realistisk, men for så lille en bil med en relativt lille motor, er det ikke et imponerende forbrug.

 

Pris/udstyr
457.000 kr er mange penge, uanset hvordan du vender og drejer det, og S1 er en lille bil med begrænset plads og dermed begrænsede anvendelsesmuligheder. Til samme pris kunne du købe en Ford Focus ST, som er sjovere, eller en billigere Seat Leon Cupra R med 280 hk og mere plads.

 

Konklusion
Isoleret set er Audi S1 dog en fremragende lille bil, som forkæler dig med masser af power og Audi-kvalitet. S1 er lidt som sådan en lille kamphund, som ser farlig ud, men i virkeligheden er den faktisk bare nuttet.

Audi S1 Sportback 2.0 TFSI quattro

Motor: R4, 1.984 cm3, turbobenzin. 231 hk ved 6.000 o/min, 370 Nm ved 1.600 – 3.000 o/min.

Topfart: 250 km/t, 0 til 100 km/t på 5,9 sekunder

Forbrug: Blandet kørsel: 14,1 km/l

Mål: (L/B/H) 398/175/142 cm

Bagagerum: 210 liter

Grundpris: 456.906

Bilens pris inkl. udstyr: 573.309 kr.

Plusser: Sindssygt hurtig, velkørende på vej, letkørt

Minusser: Ikke bygget til banekørsel, trang, tørstig

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 
0 kommentarer
Vis kommentarer