Texas vil bruge VW's milliardbøde på renere luft

Volkswagen bliver indirekte sponsor for myndighedernes nye miljøplan i den amerikanske stat

Texas har øremærket de cirka 1,3 milliarder kroner, som VW måtte betale i erstatning til staten for dieselskandalen, til at reducere luftforurening. Foto: David Zalubowski/AP/Ritzau Scanpix
Texas har øremærket de cirka 1,3 milliarder kroner, som VW måtte betale i erstatning til staten for dieselskandalen, til at reducere luftforurening. Foto: David Zalubowski/AP/Ritzau Scanpix

Fodboldholdet i Wolfsburg, New Yorks museum for moderne kunst, MoMa, og golfturneringen PGA of Australia.

Volkswagens sponsorater spænder bredt, og nu kan verdens største bilkoncern også skrive renere luft over Texas på listen over indsatsområder. 1,3 millarder kroner skal bruges på en række grønne initiativer i den amerikanske stat - men det sker næppe med Volkswagens gode vilje.

Pengene kommer nemlig fra den anseelige erstatning, som VW-koncernen måtte betale tilbage til staten på grund af dieselskandalen tilbage i 2016. Det skriver Texas Tribune.

Flere elbiler på vejene
Ifølge mediet har myndighederne i Texas øremærket de mange erstatningspenge til en ny miljøplan, der skal reducere udslippet af skadelige NOx-partikler i 'områder, der bærer en uforholdsmæssig stor del af luftforureningsbyrden'.

Derudover vil myndighederne bruge pengene til at reducere udledningen fra ældre biler og på sigt øge brugen af de såkaldte nul-emissionsbiler, eksempelvis eldrevne køretøjer.

Sidstnævnte vil de texanske myndigheder bruge omkring 200 millioner kroner på.

Se også: Viva Las Vegas: Sjælden Elvisbil til salg på auktion

Kæmpebøder til VW i USA
Da dieselskandalen begyndte at rulle tilbage i 2015, kom det frem, at omkring 32.000 biler havde koncernens snydesoftware installeret i Texas.

Softwaren gjorde bilerne i stand til at mærke, når de blev udsat for tests, og herefter nedsætte forureningen fra udstødningen i en kort periode. Det gjorde det muligt for Volkswagen at sende biler på gaden, der reelt ikke levede op til myndighedernes miljøkrav.

I alt 27 milliarder kroner måtte VW-koncernen efterfølgende betale i bøde til de amerikanske myndigheder, og heraf gik de 1,23 milliarder til Texas. Dertil kom ifølge Texas Tribune cirka 324 millioner kroner til civile søgsmål i staten.

Detaljerne omkring miljøplanens indsatsområder kan stadig nå at ændre sig, da planen nu er sendt i offentlig høring frem til 8. oktober.

Se også: Ejer i usædvanlig appel: Vil betale tyv 1,8 mio. for sin sjældne bil

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere