Tesla har altid gjort tingene på sin helt egen måde.
Den amerikanske elbilproducent har gjort det til en mærkesag at skære fordyrende mellemled ud af ligningen for på den måde at kunne holde priserne i bund på deres moderne biler.
De vil selv sælge deres biler, og de vil selv reparere dem. Væk er altså almindelige bilforhandlere og almene værksteder.
Men sådan spiller klaveret ikke i Texas, USA. Den amerikanske sydstat har længe været en torn i øjet på Tesla-stifter Musk og co., fordi delstaten ved lov har påbudt bilproducenter at sælge gennem tredjepartsforhandlere.
Nu ønsker en republikansk senator, Kelly Hancock, at tage det skridtet videre med et lovforslag, der også vil forbyde bilproducenter at servicere egne biler. Det skriver blandt andre mediet Electrek.
Fragtet over grænsen
Loven rammer især Tesla, der indtil videre har insisteret hårdnakket på at stå for det hele selv.
Efter Californien er Texas USA’s største delstatsmarked for personbiler, og tusindvis af texanere har allerede købt Tesla-biler. For at komme udenom kravet om at bruge tredjepartsforhandlere er bilerne købt på internettet og leveret over statsgrænsen fra Texas’ nabostater.
Og indtil videre har køberne kunne få serviceret deres elbiler på de seks værksteder, som Tesla selv driver inden for de texanske statsgrænser. Ifølge det nye lovforslag skal den type fabrikantejede værksteder fremover forbydes.
Tesla-butikker må ikke sælge
På trods af tung lobbyvirksomhed fra især Teslas side har lovgiverne i Texas hele fire gange siden 2013 afvist af ophæve påbuddet om at bruge tredjepartsforhandlere, skriver netmediet Quartz.
Derudover har staten forhindret Tesla-ejere i at få fingrene i et elbils-tilskud på cirka 16.000 kroner, netop fordi bilerne ikke har været solgt gennem almindelige bilforhandlere.
Selv om Tesla driver 13 butikker i Texas, må de ansatte hverken tale om priser eller tage imod ordrer.
Ifølge Quartz skyldes modstanden mod Teslas salgsmetoder især lobbyindsatsen fra de i alt 1.300 bilforhandlere i den bilglade delstat.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.