Tidligere blev deres biler latterliggjort: Nu har bilmærke rundet milepæl

Tjekkiske Skoda har produceret 15 millioner biler, siden de blev opkøbt af VW

I midten har vi Skodas mest populære bilmodel Octavia, som tegner sig for over en tredjedel af de biler, de har produceret siden 1991. Foto: Skoda
I midten har vi Skodas mest populære bilmodel Octavia, som tegner sig for over en tredjedel af de biler, de har produceret siden 1991. Foto: Skoda

Hvor kører en Skoda hurtigst?

På samlebåndet.

Der var engang, hvor det tjekkiske bilmærke Skoda måtte stå model til mange af den slags vittigheder.

I 1991 skete der dog noget for Skoda, som har ændret den brede opfattelse af, hvilken kvalitet man får, hvis man sætter pengene i en Skoda.

For her købte Volkswagen Group det tjekkiske mærke.

Nu har Skoda rundet 15 millioner producerede biler, siden de blev opkøbt af tyskerne.

- Skoda har udviklet sig meget dynamisk som en del af Volkswagen Group, lyder det fra Bernhard Maier, direktør i Skoda, i en pressemeddelse.

Fundet i garage efter 37 år: Til salg for 12 millioner

Først kom Felicia
Den første bil fra det tjekkiske mærke, som kunne høste frugterne af at være under den tyske paraply, var modellen Felicia.

Felicia kom på gaden i 1994 og var baseret på den foregående Favorit-model.

Men det var især, da Skoda sendte Octavia og Fabia ud på vejene, at salgstallene røg i vejret.

Octavia kom i 1996 og er indtil i dag blevet produceret i omtrent 5,6 millioner eksemplarer, mens Fabia fra 1999 til i dag er blevet produceret i lige over 4 millioner eksemplarer.

- Det faktum, at 15 millioner Skoda-biler er blevet produceret siden begyndelsen på vores partnerskab med Volkswagen Group, understreger det høje niveau af kvalitet i produktionen på vores tjekkiske og internationale fabrikker, siger Bernhard Maier i pressemeddelsen.

I 1991 producerede Skoda cirka 170.000 biler. Sidste år i 2016 var det produktionstal steget til 1,1 millioner biler.

FDM efter snak om afgifter: Køb ikke bil lige nu