Tilbagekalder 1,4 millioner biler: Motoren kan sætte ud

Honda tilbagekalder 1,4 millioner biler på verdensplan på grund af fejl på brændstofpumpen

Civic er én af de berørte Honda-modeller i den globale tilbagekaldelse af over én million biler. Foto: Honda
Civic er én af de berørte Honda-modeller i den globale tilbagekaldelse af over én million biler. Foto: Honda

En potentiel fejl på brændstofpumpen tvinger den japanske bilproducent Honda til at tilbagekalde 1,4 millioner biler på verdensplan, da der er risiko for, at motoren sætter ud eller mister kræfter.

Det skriver AP News.

Tilbagekaldelsen sker på baggrund af en større tilbagekaldelse fra leverandøren Denso, som har produceret brændstofpumperne, hvori fejlen kan opstå.

Meldingen fra Honda lød tirsdag, at der hverken er opstået uheld eller personulykker på baggrund af fejlen. Ejere af de berørte biler vil få en indkaldelse i løbet af juli, og derefter vil Honda udskifte brændstofpumpen uden beregning.

I USA er 136.000 biler blevet tilbagekaldt, og her drejer det sig om Honda Accord, Honda Civic Hatchback, Civic Type R og HR-V fra 2018 og 2019, samt Honda Fit fra 2019 og Honda Insight fra 2019 og 2020. Herudover er flere Acura-modeller også ramt af tilbagekaldelsen.

Se også: Tilbagekalder 300.000 biler: De kan bryde i brand

I fjor blev 3600 Honda-biler tilbagekaldt i Danmark på grund af en livsfarlig fejl på airbaggen, som resulterede i, at 200 mennesker kom til skade på verdensplan.

Dengang skrev Honda om den potentielt dødelige fejl på den danske hjemmeside. Her er indtil videre ikke skrevet noget om den noget mindre alvorlige fejl med brændstofpumpen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Honda Danmark, men de er endnu ikke vendt tilbage.

Se også: Livsfarlig fejl: Honda tilbagekalder 3600 biler i Danmark

32 kommentarer
Vis kommentarer