Det vil nok være de færreste, der har siddet bag rattet af den hårdkogte Toyota GR Yaris, som tænker, at den mangler kompromisløshed og kræfter.
Ikke desto mindre har Toyota nu besluttet at lancere en ny version af den mest potente Yaris, som kommer til at hedde GRMN Yaris.
Bilen er blevet fremvist på Tokyo Auto Salon, og den vil kun blive produceret i 500 eksemplarer. Men du behøver ikke at skynde dig ind på Toyotas hjemmeside for at reservere et af de få eksemplarer. Modellen vil nemlig kun blive solgt på hjemmebane i Japan.
De japanske kunder, som er interesserede, vil kunne skrive sig op i en lodtrækning om at blive blandt de 500 heldige, der kan få lov at betale en minimumspris på 7,3 millioner yen for bilen, svarende til cirka 418.000 kroner, for at blive ejere af modellen.
Til gengæld for prisen har Toyota givet den i forvejen kvikke GR Yaris en overhaling, så den nu er endnu mere rå.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I udviklingen af GRMN Yaris har Toyota gjort brug af professionelle racerkørere for at optimere køreegenskaberne. Bilen er derudover blevet 20 kg lettere end den almindelige GR Yaris, mens den er blevet marginalt bredere og lavere.
'Bilen er udviklet til at være en bil, der kan køres hurtigere og med mere ro i sindet med bedre bremseevner, greb, svingevner og ydeevne,' lyder det om den nye GRMN Yaris.
De heldige ejere kan vælge, om bilen skal være optimeret til banekørsel eller rallykørsel, og der er desuden rig mulighed for, at ejerne kan få tilpasset bilen til deres specifikke behov og ønsker.
Hvordan det er at køre i den almindelige Toyota GR Yaris, kan du læse mere om i artikler herunder.