Toyota siger stop: Ingen nye personbiler skal køre diesel

Den japanske bilproducent tager konsekvensen af faldende efterspørgsel og udfaser derfor dieselmotorer i sine personbiler allerede i år

Toyota sælger langt flere biler med hybridmotorer, end de sælger dieselbiler, og det får nu producenten til helt at stryge diesel fra modelprogrammet. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Toyota sælger langt flere biler med hybridmotorer, end de sælger dieselbiler, og det får nu producenten til helt at stryge diesel fra modelprogrammet. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Ni ud af ti hybridbiler, der sidste år blev solgt herhjemme, havde et Toyota-mærke på fronten. Den japanske producent solgte i 2017 over 7000 biler med hybridteknologi, der kombinerer en benzinmotor med en elmotor uden dog at skulle lades op, og nu går man angiveligt all-in.

Ingen af Toyotas nye personbiler i Europa vil således køre på diesel, når året er omme. Det lover Toyota på et pressemøde forud for biludstillingen i Genève.

Det får betydning for blandt andet Yaris, Avensis, Verso og RAV4, der alle får udfaset deres dieselmotorer i år. På biludstillingen ventes Toyota desuden at lancere en ny generation af Auris, som også kun vil kunne fås med hybrid- og almindelige benzinmotorer.

I stedet for sin gamle turbodieselmotor får den nu en ny og kraftigere 2.0 liters hybridmotor under kølerhjelmen.

Se også: Efter dom: Nu får udskældt biltype endnu et nyrehug i Tyskland

Dieselsalget falder i Europa
Planen om helt at udfase diesel er en konsekvens af, at Toyota mærker stigende efterspørgsel efter hybridbilerne over hele Europa - mens salget af dieselbiler falder.

Sidste år var der hybridteknologi under kølerhjelmen i fire ud af ti solgte Toyotaer, mens kun en ud af ti kørte på diesel.

- Andelen af Toyotas hybridsalg overgik allerede dieselsalget i 2015. Siden da er hybridsalget steget yderligere, mens dieselsalget er faldet betydeligt, siger Dr. Johan van Zyl, øverste chef for Toyota Europa, på pressemødet.

Toyota vil dog stadig lægge dieselmotorer i varebiler som Hilux og Proace.

- Når det handler om varebiler, er der som regel et forretningsmæssigt behov for fx ekstra trækkraft og last. Her vil vi fortsat tilbyde den nyeste dieselteknologi, siger Toyotas europæiske topchef.

Toyota slutter sig dermed til rækken af bilproducenter, der er i gang med at lægge diesel bag sig. Tidligere har Volvo, Renault og Porsche meldt ud, at man vil udfase den udskældte motor inden længe. Og i sidste uge kom det frem, at også Fiat planlægger at lægge diesel på hylden.

Se også: Læk afslører: Fiat dræber dieselbilen om fire år

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Biler
Seneste i Biler
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen