Trafiklys og vejskilte, der kun kan ses, hvis man har rank ryg og kigger lige frem, hører fortiden til.
Det mener i hvert fald Shaun Helman, der er ledende forsker på det uafhængige britiske forskningscenter for transport, TRL, og blandt andet rådgiver den britiske regering om transportanliggender.
Nutidens trafikanter har i stigende grad øjnene vendt nedad mod mobilen, og Shaun Helman mener ikke, det nytter noget at forsøge at lave om på dén tendens. I stedet bør man indrette infrastrukturen derefter, forklarer han i et interview med The Telegraph.
- Hvis vi fokuserer på at forhindre ulykker (...), så er der faktisk stærke argumenter for at redesigne infrastrukturen frem for at sætte sin lid til andre måder at ændre adfærden på, siger han til The Telegraph.
Helman: Umuligt at multitaske
Shaun Helmans begrundelse er, at der stadig vil være nogen, der gør modstand eller begår fejl, selv hvis det lykkes at gøre det socialt uacceptabelt at bruge mobilen i trafikken.
The Telegraph skriver, at mere end hver femte deltager mellem 16 og 24 år sidste år svarede i en undersøgelse, at de brugte deres mobiltelefon, mens de krydsede vejen. Da det ifølge forskeren er umuligt at være opmærksom på både trafik og mobiltelefon på samme tid, bør man i stedet kigge på muligheder for at placere trafiklys og skilte der, hvor de kigger.
- Det vigtigste er at systemet som helhed er designet til at minimere risikoen for alvorlige ulykker mest muligt, siger han til avisen og tilføjer:
- Hvis vi skal give informationer til folk afhængigt af, hvor de kigger, så er det afgørende, at denne information er placeret på de steder, hvor de vigtige beslutninger skal træffes.
Ingen seddel i ruden: Danskerne stikker hellere af fra bilka-bulen
Bodegraven har lys på vejen
Det kunne eksempelvis være at placere lys i selve fodgængerfeltet. En idé, man allerede har forsøgt sig med i den hollandske by Bodegraven.
Her har man ifølge The Telegraph udstyret et fodgængerfelt med både traditionelle trafiklys og blinkende røde og grønne lys i vejen. Forsøget har angiveligt været så stor en succes, at systemet nu er ved at blive installeret i seks andre hollandske byer.
Samtidig er man i belgiske Antwerpen begyndt at lave specielle baner på fortovene til dem, der har øjnene på mobilen.
Efter kritik af fotofælder: Nu skal du kigge efter dette skilt