Tre storbyer vinder i retten: Kan forbyde næsten alle dieselbiler

En ny EU-dom giver Paris, Bruxelles og Madrid ret til at forbyde dieselbiler fra før september i år

Afgørelsen giver EU-kommissionen 12 måneder til at indføre nye regler, der i højere grad 'beskytter folkesundheden og miljøet'. Arkivfoto: Jens Dresling
Afgørelsen giver EU-kommissionen 12 måneder til at indføre nye regler, der i højere grad 'beskytter folkesundheden og miljøet'. Arkivfoto: Jens Dresling

Bilisterne i Paris, Madrid og Bruxelles kan inden for en overskuelig fremtid blive ramt af et meget omfattende dieselforbud.

De tre storbyer har nemlig vundet retten til at indføre en forureningsgrænse på bare 80 mg NOx ved EU-domstolen i Luxembourg. Det er en markant lavere grænse end i byer som Hamborg, Berlin og Stuttgart, der har indført miljøzoner med strenge dieselkrav i løbet af året.

Faktisk vil det kun være muligt for de allernyeste dieselbiler at køre ind i Paris, Madrid og Bruxelles, hvis myndighederne vælger at gå videre med forureningsgrænsen. For bilerne skal i så fald være godkendt efter den nyeste euronorm, der trådte i kraft i september i år.

Det skriver Autocar.

'Permis de pollour'
Sagen tog sin begyndelse tilbage i 2016, da EU-kommissionen besluttede at justere på kravene til dieselbiler i forbindelse med, at man overgik til en ny type forureningstest.

I stedet for grænsen på 80 mg NOx under laboratorietest, som blev indført med Euro 6-normen tilbage i 2014, hævede man grænsen til 168 mg under de nye såkaldte 'RDE'-test for at give bilproducenterne luft til at omstille sig.

Det fik prompte myndighederne i de tre storbyer til at lægge sag an, fordi den nye grænse i deres øjne ville holde forureningsniveauet i byerne 'overdrevet højt' og gøre det sværere at komme de skadelige udstødningsgasser til livs.

I Paris døbte borgmester Anne Hildalgo sågar den nye grænse 'permis de polluer', tilladelse til at forurene.

Se også: Bilgigant øremærker trecifret milliardbeløb til elbiler

Kan blive appelleret
Nu har EU-domstolen så afgjort, at ændringen var ulovlig. Afgørelsen kan blive appelleret inden for de næste to måneder, men sker det ikke, har EU-kommissionen ifølge LeMonde 12 måneder til at indføre 'nye regler', der 'beskytter folkesundheden og miljøet', som domstolen skriver i sin afgørelse.

Kommissionen vil ifølge mediet 'analysere dommen i detaljer', inden man afgør, hvad næste skridt er. Også sammenslutningen af europæiske bilproducenter, ACEA, har været fåmælt efter afgørelsen.

På borgmesterkontoret i Paris er man til gengæld vældig godt tilfreds med udfaldet.

- Denne afgørelse er en milepæl og et stort fremskridt. Retten har endelig tilladt, at borgere gennem deres borgmestre kan blive hørt i sager, der er så vigtige som miljøet og folkesundheden, siger Anne Hildalgo til Le Monde.

Det er endnu ikke afgjort, om de tre storybyer vil gå videre de omsiggribende dieselforbud, som de nu er i deres gode ret til at indføre.

Se også: VW i ny skandale: Har solgt ufærdige testbiler til intetanende kunder

207 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere