Trods advarsler: Her får danskerne tusindvis af fartbøder

Stærekasserne havde travlt i 2020

Der bliver ofte kørt for stærkt ved landets stærekasser. Arkivfoto: Laura Bisgaard Krogh
Der bliver ofte kørt for stærkt ved landets stærekasser. Arkivfoto: Laura Bisgaard Krogh

Selvom man selv kan undersøge, hvor de såkaldte stærekasser står placeret, og selvom der skiltes om, at man nærmer sig en fast fartkontrol, så er der alligevel mange danskere, som får en fartbøde, fordi de er blevet blitzet af en stærekasse.

Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som forsikringsselskabet Gjensidige har analyseret.

Ser man således på hvilke veje, der blev uddelt flest fartbøder på i 2020, når man ikke medregner motorvejsstrækninger, viser tallene, at på halvdelen af vejene i top 10 er der placeret en fast fartkontrol - altså en stærekasse.

Her har de fået bøder
Det gør sig gældende på Slagelse Landevej i Slagelse, hvor 5755 trafikanter blev blitzet i 2020. På Aalborgvej i Jammerbugt blev 5667 trafikanter blitzet i fjor, mens der på Bogensevej i Odense og Måløv Byvej i Ballerup blev noteret henholdsvis 5145 og 3994 bødesager sidste år. På Herningvej i Ringkøbing-Skjern kommune blev 3486 bilister blitzet i 2020.

- Byveje og landeveje er der, hvor der sker flest ulykker med personskader, og derfor er det også vigtigt, at bilister på disse strækninger overholder fartgrænserne, selvom tallene viser, at de faste fartstandere er travle. Man må håbe, at det kan få bilisterne på disse strækninger til at tænke sig om en ekstra gang, og sætte farten ned i fremtiden, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige, i en pressemeddelelse.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der i 2020 var flest ulykker med personskader på byveje, tæt forfulgt af landeveje og motortrafikveje.

Top 10

Den nationale top-10 over flest bødesager på en enkeltstående vej, ikke medregnet motorvejsstrækninger, ser således ud:

1. H.C. Andersens Boulevard, København 7436

2. Slagelse Landevej, Slagelse 5755

3. Aalborgvej, Jammerbugt 5667

4. Bogensevej, Odense 5145

5. Hobrovej, Aalborg 5087

6. Østre Allé, Aalborg 4227

7. Måløv Byvej, Ballerup 3994

8. Herningvej, Ringkøbing-Skjern 3486

9. Forbindelsesvejen, Aalborg 3372

10. P. Knudsens gade, København 3307

Kilde: Tallene er baseret på data fra Rigspolitiet, indhentet af Gjensidige