Trods mild vinter: Danske bilister har haft problemer

Selv om der ikke har været meget sne denne vinter, har et helt andet problem givet autohjælpere travlhed

Massive mængder regn har givet danske bilister problemer. Foto: PR
Massive mængder regn har givet danske bilister problemer. Foto: PR

Nok har der ikke været meget sne på vejene denne vinter, men det betyder ikke, at alle trafikanter er kommet problemfrit gennem vinteren.

Vinteren 2019/2020 går ifølge DMI over i historien som den varmeste og næst-vådeste, der nogensinde er målt. Særligt februar har været meget våd og slog rekord som den mest regnfulde februar nogensinde. De mange millimeter nedbør har sat sit præg på rabatter, grusveje og parkeringspladser.

De første to måneder af 2020 har SOS Dansk Autohjælp assisteret med fritrækning af biler mere end 2800 gange.

Det er mere end dobbelt så mange i forhold til samme periode sidste år. Den våde vinter har ifølge firmaet gjort grus-parkeringspladser, rabatter, markveje og skovstier så bløde, at bilerne sidder fast og har brug for professionel assistance til at komme fri igen.

Det oplyser SOS Dansk Autohjælp i en pressemeddelelse.

- Hvad vi ikke har haft af sne, har vi fået i vand. Det, der er bemærkelsesværdigt i år, er at folk sidder fast på steder, hvor de tidligere har kunnet køre og parkere helt uden problemer, siger Sven Riggelsen, der er vagtchef hos SOS Dansk Autohjælp på Fyn.

Se også: Godt nyt for SUV-ejere

Pas på rabatten
Den rekordvåde vinter har betydet rigtig mange assistancer til bilister, der sidder fast i mudder. Og det er ikke kun markveje, skovstier og grus-parkeringspladser, der volder problemer.

Rabatterne ved landevejene er så våde og bløde, at det hurtigt ender galt, når man trækker ud for at passere en modkørende bilist.

- Rabatterne er ekstremt bløde. Man skal ikke ret langt uden for asfalten, før man synker i og sidder fast, siger Sven Riggelsen.

Han opfordrer til, at man sætter farten ned og er påpasselig med ikke at komme for langt ud, når man skal passere modkørende på smalle landeveje.

SOS Dansk Autohjælp råder generelt til, at man i det våde vejr tænker over, hvor man parkerer, og at jorden er ekstremt blød. De råder også til, at man tager sig i agt for grusveje, markveje og skovstier, og at man desuden er forsigtig med at komme ud i rabatten, når man passerer modkørende på smalle veje.

Se også: Vigtig bro skal renoveres: - Den er i ringe stand

9 kommentarer
Vis kommentarer