Som så mange andre bilproducenter vil den amerikanske koncern General Motors (GM) også i stigende grad overgå til at bygge flere og flere elektriske biler.
Et af de bilmærker, som hører under GM, er Chevrolet, og her har folkene i den særlige Performance-afdeling for sportslige biler dog fået lov til at slå et sidste slag med halen, inden det hele går op i kW og rækkevidde.
Således har Chevrolet Performance netop præsenteret den mest kraftfulde benzin-sugemotor, som bilmærket nogensinde har serieproduceret.
Der er tale om en 10-liters V8-motor, som yder 1004 hk og cirka 1190 Nm. Og det er altså uden brug af turbo eller kompressor.
Motoren, kaldet ZZ632, er udviklet til dragracing og skal derfor ikke bruges i biler, som kommer ud at køre på offentlig vej.
- Det er den største, ondeste motor, vi nogensinde har bygget, siger Russ O'Blenes, som er direktør for performance og racing hos GM.
- ZZ632 er øverst på listen over vores motorer og er uden sidestykke som kongen af præstationer. Den leverer utrolig kraft og gør det på benzin direkte fra standeren, siger han med henvisning til, at visse højtydende motorer skal køre på særlig benzin for at kunne yde maksimalt.
Modellen yder maksimalt ved 7000 o./min., og har man hørt en af Chevrolets øvrige kraftige V8-motorer, er det svært ikke at forestille sig, at motorlyden ved 7000 o./min. i ZZ632 blæser dig bagover.
Skulle man have lyst til at købe den kraftigste sugemotor, som Chevrolet nogensinde har serieproduceret, vil den kunne fås fra begyndelsen af næste år. Prisen melder historien ikke noget om.