Da politiet i sidste uge gik målrettet efter at få øje på lovovertrædelser i trafikken på skoleveje, blev markant færre bilister snuppet med en for tung fod på speederen i forhold til sidste år.
3016 bilister kørte for hurtigt i løbet af uge 2, mens det i samme uge i 2018 var omkring 4700 bilister, som fik bøder for farten. Dermed blev der udskrevet omkring 1500 færre fartbøder ved landets skoler.
Tallet er fortsat for højt, lyder det fra Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Han er dog positivt overrasket over udviklingen.
- Det kommer faktisk lidt bag på mig. I positiv forstand. Det viser, at bilister rent faktisk er begyndt at sætte farten ned ved skolerne. I hvert fald i forhold til samme periode sidste år, siger han.
Børn ikke fastspændt
Til gengæld er flere forældre blevet straffet for ikke at spænde deres børn godt nok fast i bilen. 56 børn var ikke fastspændt, og det er en alvorlig sag.
- Det kan betyde forskel på liv og død, så vi opfordrer selvfølgelig alle forældre til at spænde deres børn sikkert fast, siger Christian Berthelsen.
Det koster 2000 kroner og et klip i kørekortet, hvis man har et barn i bilen uden sele eller i autostol.