Tusindvis af fartsyndere: Her er Danmarks travleste stærekasser

Der er store forskelle i, hvor travlt de danske stærekasser har

Selv om der blevet begået hærværk på nogle af stærekasserne, har de blitzet mange tusind gange indtil videre. Arkivfoto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix
Selv om der blevet begået hærværk på nogle af stærekasserne, har de blitzet mange tusind gange indtil videre. Arkivfoto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix

I Danmark findes der 20 fastmonterede ATK-standere, de såkaldte stærekasser, der blitzer trafikanter, som ikke overholder fartgrænsen på de 11 respektive vejstrækninger, hvor stærekasserne er placeret.

Men ikke alle af de 20 stærekasser i Danmark har lige travlt med blitz-udløseren, viser tal fra Rigspolitiet, som Ekstra Bladet har fået.

Samlet set har stærekasserne fra oktober 2018, hvor den første stander begyndte at registrere hastighedsovertrædelser til og med 8. august 2019, blitzet fartsyndere knap 70.000 gange.

Se også: Kameraer slukket ved Øresundsbroen: Krænker bilisternes privatliv

De travleste stærekasser
Kigger man så på, hvilke af stærekasserne, der har blitzet flest gange, er der store forskelle.

Den travleste stærekasse har fanget 7634 fartsyndere, mens den mindst travle blot har blitzet 329 gange.

Du kan selv blive klogere på, hvor mange gange de enkelte stærekasser har registreret for travle trafikanter i faktaboksen nedenfor.

Artiklen fortsætter under faktaboksen ...

Stærekasserne

Så mange fartovertrædelser har de 20 stærekasser registreret:

1. Bogensevej over for 103: 7634

2. Grenåvej ca. 200 m efter krydset Grenåvej-Lystrupvej: 7237

3. Ålborgvej mrk. 13.9 sydøstlig retning: 5871

4. Slagelse Landevej mrk. 29 (Rosted) nordvestlig retning: 5835

5. Vilsundvej mrk. 6.7 (Nyk. Mors), sydlig retning: 5348

6. Tjæreborgvej mrk. 6.2 vestlig retning: 4884

7. Slagelse Landevej mrk. 29.6 sydøstlig retning: 4395

8. Gaabensevej mrk. 5.5 sydlig retning: 4302

9. Måløv Byvej 13: 4191

10. Vilsundvej mrk. 6.3 (Nyk. Mors), nordlig retning: 3869

11. Roskildevej mrk. 13 vestlig retning: 3089

12. Ålborgvej mrk. 13.9 nordvestlig retning: 2859

13. Sæbyvej 215 sydøstlig retning: 2332

14. Måløv Byvej 100 m før Måløv Parkvej: 1844

15. Herningvej mrk. 9.5 vestlig retning: 1435

16. Tjæreborgvej mrk. 4.5 (Måde Industrivej, østlig retning): 1393

17. Herningvej mrk. 9.5 østlig retning: 1146

18. Roskildevej ca. 600m efter Albertslund: 727

19. Grenåvej ca. 200m før Grenåvej-Lystrupvej: 499

20. Sæbyvej 351 nordlig retning: 329

I alt: 69.219

Kilde: ATK-statistik for 20 ATK-standere (stærekasser), perioden 1. oktober 2018 til 8. august 2019

Men hvorfor er der så store forskelle?

- Trafikintensiteten har noget at sige. Desuden har det også noget at sige, hvilke bilister der passerer stærekassen. Er det bilister, der passerer den hver eneste dag, fordi de kører forbi eksempelvis til og fra arbejde, så ved de, at stærekassen står der, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiet Nationale Færdselscenter, til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at der ved nogle af stærekasserne nærmest ikke er en overtrædelse fra mandag til fredag, men at der i weekenderne, hvor bilister eksempelvis skal nå en færge eller lignende, kan konstateres flere overtrædelser.

- Selv om der måske ikke er så mange overtrædelser ved en stærekasse, kan det godt være en god idé at have den stående. Vi ved blandt andet, at stærekasserne har en præventiv virkning på farten i trafikken, siger Christian Berthelsen til Ekstra Bladet.

Penge i statskassen
Forudsætter man, at alle bilisterne, som har kørt for stærkt forbi stærekasserne, er sluppet med den billigste bøde på 1.000 kroner, vil det i kroner og øre betyde, at der er blevet givet bøder for lige over 69 millioner kroner.

Men sådan kan man ikke helt gøre det op, oplyser Rigspolitiet til Ekstra Bladet.

Tallet 69.219 svarer til det antal bøder, der er udstedt i politiets bødesystem.

Det angivne antal bøder er således det potentielle maksimum, for nogle sager må af forskellige årsager henlægges, mens andre bøder ikke bliver betalt og ikke kan inddrives.

Omvendt så har flere af bilisterne formentlig også fået større bøder end 1.000 kroner.

Se også: Færdselssynder prøvede 'smart' trick på politiet: Blev anholdt

183 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere