Tv-stjerner får bøde på fem millioner for bilsnyd

Hovedpersonerne i et tv-program om biler har fået en bøde for at snyde med dieselbilers udledning

I tv-programmet ombyggede værterne dieselbiler, så de forurenede mere end tilladt, og derfor har de nu fået en stor straf. Foto: Thomas Borberg
I tv-programmet ombyggede værterne dieselbiler, så de forurenede mere end tilladt, og derfor har de nu fået en stor straf. Foto: Thomas Borberg

I tv-programmet 'Diesel Brothers' ombygger og udvikler blandt andre bilentusiasterne David 'Heavy D' Spark, Joshua 'Redbear' Stuart og Keaton 'The Muscle' Hosing og holdet hos DieselSellerz pickup-trucks med dieselmotorer, så de larmer mere og desuden også forurener mere.

Nu har folkene bag tv-programmet, som også kan ses hos danske Dplay, der ejes af Discovery Networks, fået en bøde på intet mindre end 848.000 dollars, svarende til cirka 5,6 millioner danske kroner, for at modificere og markedsføre dieseltrucks, så de forurener mere, end loven tillader.

Det skriver flere medier, blandt andre Motor1.com og Fox13now.

Det er den amerikanske distriktsdommer Robert Shelby, som har givet bøden på 848.000 dollars, fordi 'Diesel Brothers' har rodet med bilernes systemer, så de udleder flere skadelige stoffer end tilladt.

I 2016 blev Diesel Brothers sagsøgt af gruppen 'Utah Physicians for a Healthy Environment' for at bryde regulativet Utal Clean Air Act mere end 400 gange, og nu er gruppen bag programmet altså blevet dømt i sagen.

Her ses den første udgave af varebilen, som i år fylder 70 år. Foto: VW Biler Elsket af hippier og håndværkere: 'Rugbrødet' fylder 70 år

Dommen gør også, at tre af hovedpersonerne i programmet, nemlig David 'Heavy D' Spark, Joshua 'Redbear' Stuart og Keaton 'The Muscle' Hosing, nu har fået et 'livslangt' forbud mod at ændre eller fjerne systemer, som kontrollerer bilers udledning.

Ifølge en af sagsøgerne udleder pickup-truckene i programmet 30 til 40 gange mere luftforurening, når de er blevet manipuleret med.

- Ulovligt adskilte og modificerede dieselbiler har ingen plads på vores veje. Enhver virksomhed, der ikke alene tjener penge på at gøre det, men som også glorificerer den forurening, deres arbejde skaber, skal holdes ansvarlige, og det er, hvad denne afgørelse gør, siger Brian Moench ifølge Motor1.com.

- Ingen bygger mere beskidt
På Discovery Networks-ejede Dplay.dk kan man se to sæsoner af 'Diesel Brothers'.

- I dieselbranchen er der ingen, der bygger større og mere beskidte pickup-trucks end DieselSellerz, lyder det i beskrivelsen af programmet på Dplay.dk.

Ekstra Bladet har fået følgende kommentar fra Discovery Networks.

- Vi er opmærksomme på sagen og afgørelsen. For udtalelser om sagen henviser vi i første omgang til deres advokater, oplyser Discovery Networks i et mailsvar.

- Vi kan godt se, at formuleringen i programteksten er uheldig og kan opfattes forkert. Derfor ser vi lige nu på, hvordan vi kan justere den, oplyser de.

Biler Kan redde liv: Ny teknologi til biler skal forhindre ulykker